Darwin Deez

Noget kunne tyde på, at den ellers så kække proptrækskrøllede Darwin Deez-frontmand Darwin Smith har været ude i en mildere, sorthumoristisk og kosmiskfilosofisk eksistenskrise. »Are you sick of not existing?«, spørger han i hvert fald på albumåbneren ’(800) Human’ fra bandets nye popforetagende, hvis næsten overivrige eksperimenteren er noget af et kaotisk bekendtskab.

Tempoet er fræsende hurtigt på albummets finurlige og vakkelvorne pladderpop-herligheder. Twinglende og gennemkitschede shred-guitarer og et næsten svimlende virvar af legesyge, intergalaktiske computereffekter rutsjer rundt overalt, og derfor kommer de skæve trommebeats alt for ofte også til at skulle forsøge af navigere sig frem til en rytmefasthed i den musikalske rodebutiks kaos.

Læs anmeldelse: Darwin Deez ‘Darwin Deez’

På den skramlende, næsten sammenstyrtende, popsnurretop ’You Can’t Be My Girl’, der tilmed har den hippe åbningslinje »damn, what drugs are you on and can I come along?«, fungerer det, ligesom på den 80’er-glammede Duran Duran-lydende ’Moonlit’. Derimod går der for meget collegeriff a la Third Eye Blind i et nummer som ’Free (The Editorial Me)’.

Darwin og hans Brooklyn-kumpaners album nummer to oser af dansevenlig charme, groove og kæk selvtillid som på debuten: De kan uden tvivl skrue glad-i-låget-hipsterpop sammen. Men med så mange skæve påfund og sammenfiltrede effekterier som albummet byder på, kommer ideerne til at stikke i alle og ingen retninger, og Deez kommer til at lyde som om han desperat slås for en plads i det hele.