Veronica Falls

Om de har en særlig forkærlighed for kassettebånd fra de pastelfarvede sen-80’ere eller ej, så dyrker skotsk/britiske Veronica Falls’ fire medlemmer, forsangerne Roxanne Clifford og James Hoare, Patrick Doyle og Marion Herbain, i hvert fald en æstetik, der uundgåeligt vækker minder om bands som The Pastels og Talulah Gosh.

Formularen på kvartettens album nummer to er stadig en iørefaldende revitalisering af 80’ernes indiepop, surf-inspirationer og garagerock: En bund af tre minutters energisk eksploderende trommer, fuzz-ringlende og særdeles guitartunge poparrangementer kombineret med bittersøde dreng/pige-vokalkompositioner, der emmer af længselsfuld teenagetraurighed som på ’Daniel’ og ’Falling Out’, eller charmerende coming-of-age-forelskelse på den blåøjede ’Teenage’.

Læs anmeldelse: Veronica Falls ‘Veronica Falls’

Der er selvfølgelig heller ingen grund til at pille ved det, der allerede fungerer. Og især når guitarerne får lov at ringle godt igennem, som på titelnummeret eller det melankolske ’Broken Toy’, er det svært ikke at holde af det London-bosatte band.

Men apropos albummets titel, sidder man lidt tilbage med følelsen af, at Veronica Falls står en anelse ubeslutsomt fast. Selv om de skaber ørehængende herligheder, der balancerer fint mellem det knaldperleopstemte i melodierne og det tårefremkaldende forstemte i teksterne, så mangler flere af numrene noget gennemslagskraft og råhed. De catchy omkvæd, der for eftertrykkeligheden og inderlighedens skyld gentages gang på gang på gang, går i tomgang i længden. Helhedsindtrykket bliver let og næsten lidt for ligetil.