Ellen Allien

BPitch Control-bossen Ellen Allien fremstår så afgjort som en af de mest vægtige og genretranscenderende kvinder i moderne electronica, men hendes fjerde album kommer nok til at fremstå som en parentes i det musikalske bagkatalog. Værket er bygget op om danseforestillingen ’Drama Per Musica’, som blev opført i Pompidou Centret i Paris i 2011, men desværre hører det til et af den slags akkompagnementer, der ikke formår at stå på egne ben.

Taget tidens fragmenterede lyttemønster i betragtning er det vovet at kreere et album, der består af ét 50 minutter langt track. Man skal virkelig have noget at byde på for ikke at tabe lytterens interesse, og så går det altså ikke, at man gemmer sit bedste skud til pladens sidste fem minutter. Her lukker Allien endelig op for noget af den isnende smukke melodiske electro, som har været hendes varemærke igennem det sidste årti.

Læs anmeldelse: Ellen Allien ‘Dust’

Forud er desværre gået en masse minutter med meget langtrukne øvelser udi diverse repetitive klangflader tilsat lidt moderigtig støj. Kun et par enkelte steder bliver det for alvor interessant, når der bliver smidt nogle temmelig aparte jazz-finurligheder ind i ligningen, eller der på anden rytmisk vis bliver skabt opbrud i den ellers kedsommelige synthstuvning.

End ikke et godt gedigent stykke med minimalhouse cirka midtvejs kan ændrer på den kendsgerning, at tyskeren i denne omgang har valgt at se bort fra inderligheden til fordel for uforløste formeksperimenter. Forhåbentlig har hun lært noget til næste gang.