Lil Wayne

Dwayne Carter begyndte at referere til sig selv som marsmand i sin storhedstid for godt fem år siden, hvor hvert nyt vers fra New Orleans-rapperen syntes at rykke grænserne for, hvad en rapper kunne gøre. Han kunne finde på at rappe på fransk, på patois eller autotunet. Nogen gange mumlede han bare lidt. T

eksterne skiftede mellem det dybt personlige og det knapt forståelige. I 2013 har Wayne næsten ingen af de egenskaber, der gjorde ham til en overjordisk rapper. ‘I Am Not a Human Being II’ er et gennemsnitligt album, der primært overbeviser, når Carter laver ligefremme rapsange. Det er et menneskeligt album.

Læs også: Hør Lil Waynes 10 vigtigste sange

‘I Am Not a Human Being’-albumsne er tæt på at være mixtapes. De er gæstefyldte udgivelser til ventetiden mellem de virkelig vigtige ‘Carter’-album. Seriens første udgivelse havde nogle af Waynes bedste Drake-samarbejder – her overbeviser især 2 Chainz, på to numre, og den vanvittigt overgearede Gunplay redder ‘Beat the Shit’ med albummets bedste vers. ‘Trigger Finger’ og ‘Gunwalk’ er solid og effektiv trap, mens ‘Curtains’ minder om, at Wayne mere eller mindre opfandt den hostesafts-skæve eksperimental-autotune, som eksempelvis Soulja Boy og Future (der begge gæster albummet) laver.

Dette er hverken et personligt eller nyskabende album. Det forsøger ikke at leve op til storhedstidens høje standard, og der er et par katastrofale efterladenskaber fra rockalbummet ‘Rebirth’. Men Wayne er stadig en usædvanlig god og karismatisk rapper, og hans metaforer er uovergåede. Det er aldrig kedeligt, oftest solidt, men aldrig så uforudsigeligt og medrivende som før.