The Strokes

4 6

På det to år gamle comebackalbum ‘Angles’, der kom efter en femårig albumpause, søgte The Strokes mod et mere synth- og new wave-påvirket udtryk, heldigvis med melodiøret intakt. På deres nye skive får vi mere af samme skuffe. Her skal man dog anstrenge sig en smule mere for at finde de gode melodier, men de er der da.

På den synthboblende ‘One Way Trigger’ er guitarerne sendt ud i periferien, mens Julian Casablancas synger blidere og i et lysere leje end nogensinde før. Men selv om nummeret umiddelbart virker temmelig uvant for The Strokes, så svinger det altså ret fedt. Vil man have rock af den mere velkendte og semisnuskede skuffe, er den pumpede single ‘All the Time’ og den hektiske ’50/50′ albummets bedste bud. Her slingrer Albert Hammond Jr. og Nick Valensis guitarer herligt af sted side om side, krydret med Casblancas’ hæse og raspende vokal, så man næsten føler sig hensat til storhedstiden omkring debutalbummet. Men også kun næsten.

Læs anmeldelse:
The Strokes ‘Angles’

Man sidder nemlig og savner den upompøse charme, som kvintetten havde til overflod, da de brød gennem lydmuren i 2001. Ikke at undertegnede ønsker sig garagerock og en ‘Is This It? Part 2’. Den tid er for længst forbi. Men en mindre poleret produktion ville altså gøre underværker, da den lidt syntetiske og plastikagtige sound, der præger dele af albummet, altså ikke er ultrasexet.

Nuvel. The Strokes er måske ikke længere cutting edge, men de er dog fortsat herrer i eget hus, og dagsformen er bedre end gennemsnittet.

The Strokes. 'Comedown Machine'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af