Peace

Tituleringen af åbningsnummeret ’Higher Than the Sun’ giver et ganske godt vink med en vognstang om, hvilken størrelse debuterende Peace fra Birmingham er. Ikke alene deler sangen nemlig titel med Primal Screams heroindrøm fra ’Screamadelica’, inspirationen fra Gillespie og co. præger hele albummet. Tydeligst på et nummer som ’Waste of Paint’ der ligesom Primal Scream anno først i 90’erne er lyden af klubmusik gennem et 60’er-forelsket rockfilter.

Der er ingen skam i at kopiere skotterne, som selv lystigt har stjålet med arme og ben, så længe sangskrivningen har den fornødne kvalitet. Det har den desværre ikke på hele albummet, der må siges at indeholde en del fyld. Bedst er uden sammenligning ’Wraith’, der med sin diskofile flabethed formår at skabe den fest, som diverse dansable indie-døgnfluer i 00’erne desperat forsøgte at ramme.

Læs også: Top Track: Peace ‘Wraith’

Som en opdateret version af førnævnte skotter og diverse Madchester-bands er Peace helt habile, men det halter en smule mere, når de spæder drinken op med en smule 90’er-alternativ guitarvrede som på den sløje ’Follow Baby’. Pladens to afdæmpede sange klinger ganske rent, og særligt ’Float Forever’ er med sin tørre og nøgterne eftertænksomhed et rart bekendtskab.

Det er vel sommerens festivalsæson, der skal afgøre, hvorvidt Peace vitterligt er contenders til at blive det næste Kasabian, eller om de ligesom sidste sæsons Django Django må nøjes med at forblive en fornøjelig kuriositet. Denne helt habile debutplade giver i hvert fald ikke noget entydigt svar.