The Child of Lov

Det er i sig selv en imponerende bedrift, at 25-årige Cole Williams i internettets tidsalder har formået at holde sig fordækt bag pseudonymet The Child of Lov og først for nyligt stod frem og fortalte om sit liv som europæisk nomade og sin debutplade. Måske endnu mere imponerende er det, at han trods sin inkognito-opførsel har formået at få musikalske genistreger som Damon Albarn, DOOM og bassisten Thundercat ind over sit projekt, der er en forførerisk bastard af de forskellige kunstneres ideer og narkotiske input.

Efter den Outkast-legende ’Call Me Up’ træder albummet for alvor i karakter på den funky ’Heal’, hvor en skinger falset danser op og ned af en groovy basgang og et sjæleligt korarrangement. Omvendt sløret og bedøvende er ’One Day’, der har en tydelig Damon Albarn-feel over sig med sit sløve tempo og lette tilgang til kompositionerne. Sammen med perlen ’Fly’ er disse numre glimrende eksempler på The Child of Lovs forsøg på at gøre fortidens soul, hiphop og funk nutidig.

Og for det meste lykkes det ganske godt for Williams, der dog aldrig når en højere enhed som inspirationskilderne D’Angelo og Jamie Lidell. Williams excellerer primært i sin nonchalante tilgang til musikken. Ligegyldigt om han skejer ud på sine upbeat-skæringer eller crooner på de mere soulfulde, så foregår det med en sært smittende og underspillet coolness, der giver en lyst til svaje rundt med et skævt smil og en smøg i kæften. Med eller uden ild i.