Camera Obscura

Der er tale om falsk varedeklaration af dimensioner, når skotske Camera Obscura har valgt at navngive deres femte album ’Desire Lines’. For er der noget Glasgow-kvintettens nyfødte er fattig på, så er det varmblodet begær og lidenskabelige strofer. Til gengæld er albummet spækket med bekvemmelig, velmenende, men også helt igennem inferiør og kønsløs indiepop.

Ja, det er faktisk lykkedes de ellers så sympatiske skotter at byde ind med en seriøs kandidat til titlen som ’årets bedste støvsuge-album’, da pladen fungerer glimrende som tilforladeligt soundtrack til søndagsrengøringen, mere end det formår at gøre væsen af sig som en samling sange med noget på hjerte.

Læs anmeldelse: Camera Obscura ‘My Maudlin Career’

Tilforladeligheden er dog som sådan ikke et nyt træk hos skotterne, der gennem hele karrieren har dyrket et uskyldsrent og smånaivt udtryk. Tidligere har gruppen dog forvaltet denne tilforladelighed med en småkejtet og kitschet charme – et træk der mest af alt er lykkedes i kraft af en imponerende evne til at skære tidløse popmelodier med stor ørehængerfaktor.

Dette uimodståelige popsnedkeri er beklageligvis nærmest fraværende på nærværende udgivelse. Tag eksempelvis den sfæriske ’New Year’s Resolution’, der trods behagelig vellyd er helt og aldeles blottet for både personlighed og popsensibilitet. Albummet fortsætter langt hen ad vejen i denne anonyme rille, og faktisk er det kun den livligt boblende twee-popper ’Troublemaker’, der gør tilnærmelser til at mejsle sig fast i hjernebarken hos lytteren. Mestendels står menuen dog på letfordøjelig indiepop-grød, der er ryger lige så hurtigt ud som den smuttede ind.