Sigur Rós

Det er kun lidt over et år siden, at Sigur Rós udsendte albummet ’Valtari’. Efterfølgende kan man dog ikke klandre Jonsi og co. for at have levet en begivenhedsløs tilværelse, og de har siden skiftet pladeselskab, er blevet reduceret til en trio i kraft af keyboardspilleren Kjartan Sveinssons exit, samt indspillet dette deres syvende opus.

Opbrud og nye tider behøver dog ikke nødvendigvis at være en forudsætning for nyfunden kreativitet og stilskifte, men hvad enten det skyldes ovenstående omvæltninger eller ej, så er det i hvert fald en delvist revitaliseret islandsk trio, man møder på ’Kveikur’.

Nuvel, de atmosfæriske lydlandskaber, den højstemte svulstighed og den melankolske, nordiske tone udgør fortsat en god del af Sigur Rós’ musikalske dna, men flere af de nye kompositioner synes alligevel at være præget af en mere aggressiv og legende lyd end gruppens tidligere udspil.

Læs også: Sigur Rós medvirker i The Simpsons

Islændingene giver nemlig mere plads til skurrende ambient knitren, bombastiske stryger-crescendoer og bragende percussion-dominerede stykker end førhen. De nye tiltag eksekveres forbilledligt på det slæbende og tågede singleudspil ’Brennisteinn’, den trommebuldrende ’Bláþráður’ samt på ’Stormur’, der smukt transformeres fra en frostkold elegisk klagesang til en luftig og varmt pulserende pophymne.

Det er mildest talt forfriskende at lægge ører til de islandske veteraners fornyede spilleglæde, og albummet er det mest kreativt vellykkede og vitale af slagsen hørt længe fra den kant.