James Holden

Der findes kun én James Holden. Heldigvis får han flere gode ideer end størstedelen af hans kolleger tilsammen. Efter syv års venten fra ‘The Idiots Are Winning’ har Holden nu samlet nok kreative påfund til endnu et album. Og hvilke ideer! ‘The Inheritors’ er så sprængfyldt med snørklede rytmer, kakofoniske horn, sprøde synthesizere og gennemført mærkelige strukturer, at ophavsmanden kun kan hedde Holden.

Øv for en gang prætentiøs og intellektuel gymnastik, tænker du måske. I så godt som alle andre tilfælde ville du have ret. Bare ikke her. Der er ingen tvivl om, at Holden her prioriterer høretelefonerne over dansegulvet, men hvor den slags eventyr hurtigt går op i skalaer og nørderier, er pulsen stadig grundpillen i Holdens musik.

Derfor kan albummet være nok så avanceret og stadig stirre dig stift i øjnene. Hvis du holder øjenkontakten, venter der dig en lytteroplevelse, som kun få andre kunstnere kan levere. 80 minutter i selskab med Holden er ikke for sarte sjæle. ‘Renata’ starter noget så stille, men blomstrer op og åbner for alle sluser af trommer og synths. ‘Seven Stars’ byder på smadret slideguitar og et ligeså gennemtævet orgel, mens titelnummerets paranoide knitren bygger et gyngende korthus som Holden kyndigt puster til.

Hvis der går syv år mere, inden vi hører nyt fra Holden, efterlader han sig et tomrum, der bliver meget svært at udfylde. Heldigvis kan han ikke tage ‘The Inheritors’ fra os, og med det album i høretelefonerne får man ikke foreløbigt brug for andet.