Kevin Gates

Sidste år forlod Kevin Gates en bænkevarmerplads på Cash Money Records for at udgive sin musik selv, og resultatet blev det hyldede mixtape ’Luca Brasi Story’. Rapperen har en ru, mørk og udtryksfuld stemme, men kan pludselig slå over i blød r’n’b-vokal eller noget der ligner en afrikansk-rytmisk version af dancehall-vokal.

På mixtapet virkede han som en upoleret, alvorstung version af samtidige sang-rappere som Drake og Future, men Gates’ nye album fokuserer på at udtrykke de mørke sider af livet i Baton Rouge. Rapperens stemme er blevet hårdere og hæsere. Tit råber han som en rasende tiger, der er trængt op i en krog (»I’m a tiger!«, råber han faktisk på nummeret ’Tiger’), andre gange mumler han med en vred og indædt stemme, som på Starlito-samarbejdet ’MYB’.

Når rapperen viser den blødere sangstemme fra ’Luca Brasi Story’ er det oftest i en afdæmpet og melankolsk udgave som på ’4:30 AM’ og ’Smiley Faces’, hvor sangen kontrasteres af hæse, sårede råb. Det er hiphoppens testosterondunkende selvbekræftelse blandet med personlig sårbarhed.

Kevin Gates’ flerstemmige rapstil udtrykker en blanding af selvmytologisering, socialrealisme og personlige følelser, der faktisk minder lidt om Tupac. Gates har en lignende evne til at skifte fra tøjlesløse kampråb til selvudleverende følsomhed, tit inden for samme nummer. »Now it’s over«, synger han efter at have beskrevet et kvindemøde på ’4:30 AM’, for pludselig at lave et verbalt dørindspark: »Bitch get up and get out / I probably forgot to mention but we was in my trap house«.