Ty Segall

Til trods for at den californiske garagemusiker Ty Segall blot er i midten af 20’erne, har han allerede opbygget et ry som en både ferm og særdeles flittig sangsmed. I fjor stod der således Segalls navn på hele tre fremragende album. Så når flittigmyren forud for udgivelsen af ’Sleeper’ har proklameret, at han kun agter at udsende nærværende album i år, er der selvsagt visse forventninger til mandens enlige 2013-svale.

Albummet lever heldigvis langt hen ad vejen lever op til forventningerne. Det er trods sin søvndyssende titel ingen musikalsk sovepille, men derimod en dejligt spraglet og lo-fi-folket affære, hvor der næsten er skruet helt ned for fuzz-pedalen og i stedet op for de akustiske og tjallede 60’er-vibes.

Læs anmeldelse: Ty Segall ‘Twins’

Samtlige numre er minimalistisk instrumenterede. Flertallet blot med akustiske guitarer, lejlighedsvis krydret med spartansk brug af percussion, strygere og beskedne vokal- og guitareffekter hist og her. Resultatet er meget organisk og til tider ikke helt ulig Brian Jonestown Massacre i deres mere afdæmpede og melodiøse hjørne, som det for eksempel lader sig høre på det veloplagte titelnummer, den blide skævert ’She Don’t Care’, og ikke mindst på den tågede og herlige flippede koger af en roundabout, ’Queen Lullabye’.

Der skal nok være garagerock-puritanere, der straks vil fare i flint over manglen på fuzz-krymmel og beskylde Segall for at være gone soft. Det må så bare være deres tab, da albummet er rigt på både knuselskelig skævhed og gode melodier. To ingredienser der i lige så høj grad som garagerocken er umiskendelige Segall-signaturer.

Ty Segall. 'Sleeper'. Album. Drag City.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af