Okkervil River
Meget af Okkervil Rivers musik op gennem 00’erne har lydt som begavede fodnoter til Jeff Mangums Neutral Milk Hotel på dennes 1998-mesterværk ‘In the Aeroplane Over the Sea’: Litterært fabulerende tekster, skurrende folkrock og en søsyg vokal.
På ‘The Silver Gymnasium’ forsøger frontmand Will Sheff sig med en sangcyklus om sin barndom og ungdom i en søvnig Texas-lilleby, formet af en outsiderfølelse der i sidste ende bar brænde til hans kreativitets bål. Grundtonen er varm og fortrøstningsfuld og ikke nær så desperat kantet som det meste af bandets tidligere output (såsom på hovedværket ‘Black Sheep Boy’ fra 2005).
Musikken er markant mere afrettet og poleret. Der er ligefrem et tydeligt ekko af Tom Petty og Bruce Springsteens E-Street Band-repertoire at spore. Noget af den litterære fernis i Sheffs ordstrømme slibes af, og bandets charmerende excentricitet mister dele af sin pondus i så tempereret en setting, men ved nærmere aflytninger åbenbarer sangene sig som velskrevne og veludførte små perler.
Læs anmeldelse: Okkervil River ‘I Am Very Far’
Den umiddelbare ensartethed i udrykket dækker i virkeligheden over en række sange, der lægger stille og prunkløst fra land, men som regel bevæger sig i mangfoldige retninger. Den synthbårne og blæserindsmurte ‘Stay Young’ er emblematisk for denne diskrete nysgerrighed i arrangementerne, men allerbedst er den E-Street Band-agtige hymne ‘Down Down the Deep River’ og den intense ‘Lido Pier Suicide Car’, hvis akustiske refleksion kulminerer i en oprømt strøm af ruskende rock.
Okkervil Rivers nyvundne musikalske modenhed har heldigvis fundet sted uden at indlevelsesevnen og engagementet er gået fløjten.