Sleigh Bells

Det var et usandsynligt men i sidste ende perfekt match, da hardcore-guitaristen Derek Miller og ex-tyggegummipopper Alexis Krauss mødtes i Williamsburg for fem år siden. Sammen har de skabt fabelagtig støjpop, der med overstyrede riff og pophooks har testet mangen en MacBooks højtalere til grænsen.

På duoens tredje album mikser de lyden op med en flittig brug af synth, særligt en enerverende 80’er-radiojingle-lyd, der med sine skarpe hug fungerer nogenlunde på ’Minnie’, men som bliver et decideret irritationsmoment, jo flere gange den popper op i løbet af albummets spilletid.

Det starter ellers ganske godt med det hårdtslående titelnummer, der åbner med en akustisk guitar og eksploderer i et Beastie Boys-angreb. Et nummer der lyder som skabt til at fortsætte duoens streak med at levere bombastisk lydspor til Hollywood-trailere, men herfra går det en anelse ned ad bakke.

Læs anmeldelse: Sleigh Bells ‘Reign of Terror’

Hovedanklagen mod albummet er den ærgerlige mangel på begejstrende og iørefaldende omkvæd – her er hverken en ny ’Rill Rill’ eller ’Crown on the Ground’. Tættest på kommer ’To Hell With You’, der lyder som et Sleigh Bells-cover af en perifer sang fra TLC’s bagkatalog.

Pladens to sidste numre, ’24’ og ’Love Sick’, som kun glimtvis formår at dyrke den fascinerende kontrast, der gjorde Sleigh Bells til så interessant et bekendtskab, forstærker indtrykket af, at sangskrivningen denne gang enten har været forhastet eller nedprioriteret i forhold til den kække produktion.