4 Guys from the Future

Den danske kvartet har strammet tøjlerne på deres andet album, der i modsætning til forgængeren ’Under the New Morning Sun’ er mindre støjende og mere tilrettelagt. Adagio er den musikalske betegnelse for at spille i roligt tempo, og det bliver der også gjort på pladen. Det meste af vejen.

Det, som gør ’Adagio’ til et spændende værk, er raffinementet og den gennemgående vekslen. I tempo mest af alt, som på ’Nothing To Say’, der er sløvt det ene øjeblik og højt og intenst det næste. Instrumentalt er vi også på lidt af en rundtur – fra afslappet akustisk guitar udelukkende suppleret af lummer saxofon på ’Signposts’ til ondsindet electro- og guitarstøj på ’Corruption’, der dog stadig afbrydes af rolige passager, hvor den ængstelige lyrik får råderum.

Læs anmeldelse: 4 Guys from the Future ‘Under the New Morning Sun’

Albummet samler flere af de bedste ting, der er sket på både den internationale, men især den danske musikscene indenfor de seneste ti år. Bandet har rødder i den første spæde bølge af indierock, men den hjemmelavede lo-fi fra midten af 00’erne kan også spores på eksempelvis den fængende ’Beauty Hides In Everyone’, hvor trommerne skramler med garagecharme.

4 Guys From The Future skifter så behændigt imellem genrer og gear, at man som lytter næsten ikke opdager, hvor meget der bliver eksperimenteret undervejs. I forhold til forgængeren, der var åbenlyst skæv og kunstnerisk, formår bandet at camouflere det vanskelige med velkomponerede numre, der i lang tid fortsætter med at være interessante på grund af små formbrud og finurlige detaljer.