Best Coast
På dette minialbum får vi serveret flere godbidder fra det sammensurium af surf/garage/girlgroup-pop, Best Coast har vist sig leveringdygtige i.
Ballet åbner med ‘This Lonely Morning’, en catchy knaldperle, hvor det står klart, at ‘Fade Away’ er en tilbagevenden til den lyd, som Bethany Cosentino og Bobb Bruno debuterede med for tre år siden, modsat sidste års fuldlængde ‘The Only Place’, som tog duoens udtryk i en mere poleret retning. Den sprudlende og skramlende powerpop fortsætter på ‘I Wanna Know’, ‘Who Have I Become? og ‘Fear of My Identity’. Som klædelig modvægt hertil viser L.A.-duoen et mere laidback og små-stenet udtryk på titelnummeret og ‘Baby, I’m Crying’ – ikke ulig Mazzy Star og Beach House.
Læs anmeldelse: Best Coast ‘The Only Place’
På tekstfronten veksler Cosentine mellem naive dreng/pige-interaktioner og eksistentielle betragtninger. Helt i tråd med de girlgroups, duoen stadig henter inspiration hos, driver ‘I Wanna Know’ af teenage-trivialiteter: »Drawing names deep in the sand / holding on to each other’s hands / it’s a mystery to me / how much he really loves me«.Der er en anden lyrisk tyngde, når hun betvivler sin egen identitet på ‘Who Have I Become?’: »My dreams are just dramatic versions of my real life / to my surprise I realize I’m always on the run«.
Nogle røster vil måske anmærke, at numrene fremstår som readymades – lidt for nemt rystet ud af ærmet – men undertegnede har iført sig ja-hatten. Der er noget afvæbnende charmerende over Best Coasts umiddelbare garagepop, der er skræddersyet til dette format med en spilletid på under en halv time.