Midlake

Sidste år forlod Tim Smith Midlake efter at have været bandets kreative hovedkraft i adskillige år. Med ‘Antiphon’ forsøger gruppen at navigere rockskuden ud på nye bølger, denne gang med guitarist Eric Pulido forfremmet til forsanger. En disposition, der tjener til gruppens fordel, eftersom de på deres nye opus demonstrerer en sikker tæft for sangstrukturer, arrangementer og instrumentering – med blik for subtile detaljer som pirrer øregangene.

Hvor Midlake på det forrige album, ‘The Courage of Others’, tog på en lige lovlig lystig udflugt til folkrock-land, er de denne gang draget på stemningsfuldt eventyr til de psykedeliske egne. En destination, for nu at blive i rejseanalogien, hvor man mærker, at Texas-sekstetten tydeligt føler sig hjemme.

Læs anmeldelse: Midlake ‘The Courage of Others’

Ambitionerne er hørbart til stede. Titelnummeret skyder albummet selvsikkert og medrivende i gang efterfulgt af ’Provider’, hvor velsmurte synthlag dekorerer det indbydende lydtapet. ’This Weight’ byder op med smækre vokalharmonier og et groovy samspil rytmeinstrumenterne imellem, og på ’The Old & the Young’ giver bandet sig i kast med noget, der nærmest kan betegnes som kraut-blues.

Den instrumentale ’Vale’ og ’It’s Going Down’ smager af progrock med en sofistikeret instrumentering, der tæller både tromme-fills, blæsere, cembalo og harpe, mens udtrykket er mere afdæmpet på ’Corruption’ og ’Aurora Gone’, hvor akustisk fingerspil, wind-chimes og fløjter på smuk vis etablerer atmosfæren.

Midlake har med ny forsanger og ditto musikalsk retning valgt at tro på fremtiden, og vurderet ud fra dette ambitiøse og vellykkede album ser den særdeles lys ud.