Nick Cave and the Bad Seeds – elegant afstemt
Hvor fedt må det lige være at stå deroppe på scenen og få en krammer af Nick Cave? Ja, det spørgsmål blev fire svineheldige koncertgængere klogere på, efter den sorthårede mørkemand hev dem på scenen i ekstranummeret ’Papa Won’t Leave You, Henry’ under hans og The Bad Seeds’ yderst fortrinlige koncert, der var ganske elegant afstemt mellem diabolsk tordnende mareridtsrock og lavmælt poetisk skønhed. Heldige asener!
Den smukt slæbende ’We No Who U R’ med den langskæggede altmuligmand Warren Ellis på tværfløjte åbnede ballet, efterfulgt af en sejt vuggende ’Jubilee Street’ – begge hentet fra dette års fænomenale album, ’Push the Sky Away’.
Læs anmeldelse: Nick Cave and the Bad Seeds ‘Push the Sky Away’
Herefter lukkede Cave og kumpanerne for alvor op for posen og smed en giftig tretrinsraket bestående af ’Do You Love Me?’, ’Tupelo’ og ’Red Right Hand’ lige i skallen på publikum. Førstnævnte fremstod mere desperat og flosset end nogensinde. På ’Tupelo’ indtog Cave rollen som psykotisk profet og lod en regulær musikalsk tordenbyge pøse ned over salen, mens ’Red Right Hand’ var mareridtslounge af olmeste skuffe, hvor Ellis smurte syre ud over violinstrengene med buen.
»You bring carrots to a gig? You sad fuck! This one’s for you«, jokede Cave med en publikummer, som tilsyneladende havde medbragt godbidder. Vedkommende fik en altfortærende, bulldozerkværnende udgave af den næsten 30 år gamle ’From Her to Eternity’ til at skylle gulerødderne ned med.
Efterfølgende fik bulderrocken et velfortjent pusterum til fordel for en række mere afdæmpede skæringer, hvor navnlig den fællessangsfremkaldende udgave af den ironisk gudfrygtige ’God is in the House’ skinnede klarest.
Læs også: Guide: Hør Nick Caves 10 vigtigste numre
Hovedsættet afrundedes med maner i kraft af først en gement skurrende version af death row-salven ’The Mercy Seat’, dernæst en djævelsk swingende udgave af mordballaden om ’Stagger Lee’, som dræber og horer til højre og venstre, og afslutningsvis en hypnotisk sugende udgave af titelnummeret fra førnævnte seneste opus.
Under de første ekstranumre virkede det som om, at orkesteret begyndte at sjuske en smule. I den backtrack-drevne ’Wide Lovely Eyes’ lød det som om, at musikanterne spillede en smule ved siden af hinanden, mens balladen ’Breathless’ blev leveret en kende for røvballet. Heldigvis fik en forpustet, løbsk ’Papa Won’t Leave You, Henry’ løjerne tilbage på sporet, inden den fornemme nye sang ’Give Us a Kiss’ satte punktum for to timers næsten uafbrudt storhed.