Death Grips

Death Grips’ musikalske udtryk er stadig markant, og nu begynder melodierne oveni købet så småt at titte frem bag støjen.

De maniske beats tager afsæt i hiphop, bas og selv technoens fire-fjerdedele på lukkeren ’Whatever I Want (Fuck Who’s Watching)’. Vokalbidder molesteres, forvrænges, pitches, og det er svært ikke både at blive imponeret og udmattet af MC Rides repeterende, aggressive råb.

Man paralyseres af rapperens vanvidsskrig, der kredser om paranoiaen i hans mentale fængsel og frygt for statslig overvågning. Ikke mere ’Homeland’ til den herre. Begrundet eller ubegrundet paranoia – han lyder som en mand, der har tabt sutten. Hør bare hvordan referencer til menneskets psyke og stofindtag flyder sammen på ‘Two Heavens’: »Hella zeros life elixir drenched / all I need is my fix«.

Læs også: Året der gik: De 10 bedste mixtapes

Og hvem bedre til at sætte lyd på paranoiaen end netop Hella-bagmanden Zach Hill, der doserer heftige trommeprogrammeringer og tumultariske trommer med løs hånd over de 35 minutter, der både er udmattende, men også viser, at der er (antydninger af) melodier i Death Grips’ repertoire. Sammen med skrigende, hvinende eller brummende synth, udgør dette lyden af konspiratorisk forfølgelsesvanvid.

Death Grips bruger samtidig støjen som afledningsmanøvre. Som uskyldigt vidne når man aldrig at tænke over formål og pointer, før man stønner med på ‘Feels Like a Wheel’, der udover titlen blot indeholder linjen »let me live my life«. Og da er du fortabt.

Hvis lytterens kapitulation er formålet, så indfrier Death Grips det indiskutabelt. Hvad enten du elsker ballademagerne eller løber skrigende bort.