Stephen Malkmus & the Jicks

I 2011 rykkede den tidligere Pavement-frontmand teltpælene op og flyttede fra sin faste base i stilfærdige Portland til kulturmetropolen Berlin i et par år med sin kone og to børn. Malkmus har i den forbindelse drilsk proklameret, at han på nærværende skive er inspireret af den tyske hovedstads pulserende klubscene. En udmelding, der dog ikke synes markant hørbar på hans og backinggruppen the Jicks’ nyeste opus.

Slacker-maestroens sjette udspil er nemlig på mange måder en opvisning udi klassiske Malkmus-dyder, hvilket betyder en charmerende og slasket omgang indierock deluxe, der serveres med fokus på interaktionen mellem det skæve, men melodiøse melodimateriale, og hovedpersonens altid velskrevne sangtekster, hvor tungen konstant er solidt plantet i kinden og humoren hele tiden indenfor rækkevidde.

Læs også: Stephen Malkmus kommer til København i januar

Albummet, som er produceret af Malkmus selv, er undfanget på en gårdejendom nær Amsterdam. Disse afslappede rammer fornægter sig ikke, da resultatet hovedsageligt er legesygt og muntert i tonen, som tilfældet for eksempel er på den iørefaldende og veloplagte janglepop-perle ’Lariat’.

Her samles den ringlende lyd fra 60’ernes amerikanske west coast-bands op, og tilføres et umiskendeligt Malkmus-touch i kraft af det bevist småsjuskede samspil, der effektfuldt krydres med frontmandens kryptiske og vittige stream of consciousness-lyrik, hvor erindringsfragmenter strømmer frem fra en delvist udvisket fortid: »We lived on Tennyson and venison, and The Grateful Dead / it was Mudhoney summer / torch of mystics / double bummer«.

Nummeret er et skoleeksempel på den vitale spilleglæde og enigmatisk ironiseren, som præger ’Wig Out at Jagbags’, der er endnu et fremragende skævt udspil fra en knuselskelig kringlet sangsmed.