I mandags udkom ‘After the Disco’ – den imødesete toer fra den umage superduo Broken Bells aka. The Shins-frontmand James Mercer og den musikalske altmuligmand Brian ‘Danger Mouse’ Burton. Som optakt til albummet slap makkerparret i efteråret en sci-fi-kortfilm, der med eftertænksomme billeder tilsat falset og spacet synth, pirrede nysgerrigheden hos folk og fans. Vi fik en sludder på tværs af Atlanten med den produktive producer Danger Mouse: Manden bag kortfilmens melankolske historie, de magiske lydlandskaber og de endeløse bekymringer om, hvad der sker ‘after the disco’, når livets fest stilner af.
Hvad inspirerede dig til historien bag ’After the Disco’?
»Jeg tror, det var en drøm. Jeg vågnede og havde idéen til historien, som delvist var inde i mit hoved. Men jeg skrev den ned og sendte den til James og skrev, at jeg havde en historie, der passede til albummet, vi var i gang med. James (forsanger James Mercer, red.) kunne lide den, så jeg sendte ideen til instruktøren Jacob (Gentry, red.), der også kunne lide idéen. Jeg skrev den bare ned, men Jacob pustede liv i historien, og så endte vi med at bruge den«.
Hvad er ’diskoen’ for dig?
»Diskoen er nok de sjove tider i dit liv mere end noget andet. Det var på en måde en ‘efter festen’-titel. Jeg tror, det var noget, James og jeg snakkede en del om på det tidspunkt (under indspilningerne af pladen, red.). Vi tænkte en del på fremtiden og tænkte på, hvad der ville blive det næste. Når du er yngre, fortæller folk dig tit, at det er den bedste tid i dit liv – så du skal nyde den. Du tror ikke på dem, og du vil virkelig ikke have, at de har ret – slet ikke, når du er blevet ældre. Så det er mere et spørgsmål om, hvad der kommer bagefter. Vi tænker på den slags hele tiden. Der kunne også have været et spørgsmålstegn: ’After the Disco?’«
Så temaet kom gennem samtaler med James?
»Ja, det er der meget, der gør. Jeg bruger meget tid på at tale med James, så vi løber aldrig tør for ting at sige eller spørgsmål at diskutere – vi er i hvert fald ikke løbet tør endnu«.
I et nyligt interview udtalte James, at I havde leget med tanken om som 20-årige at kunne tage et stof, der ville åbne jeres øjne for det liv, I har nu. Hvad ville den 20-årige Brian på det stof tænke? Havde han sit livs disko dengang?
»Haha. Nej, på det tidspunkt ville jeg bestemt ikke have troet, jeg havde det. Men når jeg ser tilbage på det, tror jeg, jeg havde nogle ret gode tider. Ikke at det var skidt, men der var sikkert bare lige så mange bekymringer omkring fremtiden, som der er nu. Det var nok da jeg var omkring 20 år, jeg begyndte at ændre fokus og begyndte at indse, at jeg kunne finde ud af noget. Jeg var lige begyndt at lave musik og det var ikke rigtig svært – det var en let ting at lave. Jeg ville sikkert have været virkelig nervøs for at fortælle det til mine forældre og prøve at forklare dem, at det var noget, jeg ville gøre seriøst. Så jeg tror, jeg ville have været ret nervøs for dét. Men når jeg ser overordnet på det, er jeg sikker på, jeg havde en meget bedre periode, end jeg troede dengang. Men hvis den 20-årige Brian kunne møde mig nu, tror jeg, jeg ville fortælle mig, jeg skulle slappe mere af«.
Er tiden nu så den seriøse post-disko fase for dig?
»Ja, det tror jeg, det er. Albummet, vi lige har lavet, lavede vi på et par måneder, og det var lidt et snapshot af, hvad der skete med os – og særligt med mig – på givne tidspunkt. Så det var, hvad vi optog og hvad det kom til at handle om. Om et år eller to vil samtalerne sikkert også være anderledes. Jeg tror, når man gør det, handler det om, hvor man er på dét tidspunkt. Det er allerede et år siden, vi skrev den første sang, men jeg kan ikke sige, tingene har ændret sig så meget, men om et par år vil jeg sikkert bekymre mig om noget andet. Sådan er jeg vist bare«.
Hvordan synes du, I har udviklet jer siden sidste album? Er I blevet mere seriøse?
»Nej, jeg synes ikke, det er blevet mere seriøst. Den første plade var også ret seriøs for os. Men jeg har lært meget fra de mennesker, jeg har arbejdet med, og James og jeg kommer godt ud af det med hinanden. Vi kommunikerer endnu bedre, end vi gjorde på det første album, da vi kender hinanden rigtig godt nu. Vi behøver ikke være høflige omkring ting, når vi arbejder – vi går bare direkte til sagen. Så vores forhold er blevet bedre end det har været i flere år, og det er det vigtigste, vi kunne tage med«.
Jeres første album blev lavet i al hemmelighed, men denne gang har der ligget en del forventninger til jeres nye. Påvirkede det jeres arbejde?
»Jeg synes ikke, det første album var et ‘hitalbum’ eller noget i den retning, så vi følte ikke, vi skulle forfølge et hit. Vi havde bestemt ikke et hit på det første album, så vi blev ikke nødt til at have et hit på det andet. Så det var mere bare om at gøre det, vi gør. Vi kan godt lide det, vi laver sammen. Vi prøver ikke at ændre det særligt meget«.
Førstesinglen ‘Holding On for Life’ har en særegen blanding af den melankolske tekst og tunge bas – og så synthen og den nærmest Bee Gees-agtige falset. Hvad tænker du om kombinationen?
»Jeg prøver altid at lave tingene på nye måder for så at se, hvordan James reagerer. Så det var sådan, det startede. Jeg satte beatet og nogle ting sammen til ham, for at se, hvad han ville gøre. Han går direkte til det og siger »Jeg har nogle andre ting«, og så beholder vi noget af begge dele. Da vi så begyndte at lægge hans vokal oven på hinanden og gik det igennem, begyndte det bare at lyde lidt som Bee Gees«.
»Det er på en måde sådan, det foregik. Det var en af de første sange, vi begyndte på, og jeg kan huske, at da vi lige havde lavet den, tænkte jeg, at vi ikke havde lavet den færdig. Ellers ville det enten blive den første single eller slet ikke komme med på pladen, fordi den er så anderledes«.
Hvor fandt I den musikalske inspiration?
»Vi ville egentlig bare tjekke noget nyt ud. Vi kan helt sikkert lide det, vi laver, men vi vil ikke lave det samme album igen og igen, så vi tænkte, vi ville begynde med nogle sange fra forskellige steder. Så vi lagde ud med en slags hiphop-beat, der lyder lidt som et gammelt Dr. Dre-beat eller sådan noget, for så at se, hvad der ville ske. Vi ender stadig på det melankolske sted, som vi altid gør, men da vi nåede dertil, var det alligevel lidt anderledes«.
Til slut – et stort tillykke med ti års jubilæet for mødet med James Mercer på Roskilde. Vi håber, I vender tilbage dertil.
»Det regner vi med. Vi bliver nødt til det på et tidspunkt. Jeg ved ikke, om der er tale om det nu – måske, men så ville vi sikkert allerede vide det. Men hvis det ikke bliver i år, så måske til næste år. Der er vi muligvis stadig på turné«.