Katy B

Katy B har nogle rigtig interessante musikalske bekendtskaber, og ligesom på sin tre år gamle debut mænger hun sig på sit andet album med sædvanligvis stærke producernavne som Joker, George Fitzgerald og Jacques Greene. Så meget desto mere irriterende er det, at én mands visionsløse produceregenskaber kommer til at reducere det meste af pladen til andenrangs klubmusik.

Geeneus er synderen, der ellers har stået bag den indflydelsesrige dubstep piratradio-station Rinse.fm.  Han har haft en finger med i de fleste af pladens numre, og det virker til, at han har sat sig for at finde ud af, hvordan det vil lyde, hvis en London-forstadspige leger Rihanna eller Miley Cyrus for en dag. Ikke særlig godt. Tidstypisk syntetiske house-numre som ’Next Thing’, ’5 AM’ og ’Aaliayh’ med Jessie Ware på vokal er så klinisk kalkulerede, at man i bedste tilfælde bare sidder og stirrer tomt ud i luften.

Læs anmeldelse: Katy B ‘On a Mission’

Produktionernes gumpetunge tandløshed og Katy B’s slappe popattitude og vokalpræstation står enormt svagt, når sidste års vidunderdrenge fra Disclosure stadig ligger lunt i pladespilleren. Katy B har bare ikke nogen særlig signifikant vokal, og derfor bør hun også bare afholde sig fra pladens afsluttende ballader ’Emotions’ og ’Still’.

En lille håndfuld numre skiller sig dog trods alt positivt ud og redder udgivelsens ære. George Fitzgerald formår på ’I Like You’ at gøre det hele lidt mere mørkt, minimalt og sexet. Sampha synger og producerer på ’Play’, hvilket der kommer et skævere udtryk ud af, der ligger i nærheden af SBTRKT. Og så giver Jaques Greene ’Sapphire Blue’ et pift af iskold minimalistisk popforståelse.