Xiu Xiu

Det amerikanske avantgardeforetagende, der har Jamie Stewart som eneste konstante medlem, har aldrig just været oplagt soundtrack for grinebidere. Alvor, disharmoni, død, paranoia, sammenbrud og selvhad har nemlig altid fyldt meget i orkesterets knugende univers. Men her synes sortsynet alligevel at nå et nyt lavpunkt.

På albummet, der meget passende har sin titel fra en voldelig japansk noir-pornofilm fra 1979, lyder Xiu Xiu nemlig som om, enden er nær. »Her lades alt håb ude«, siger man om helvedes inferno hos Dante. Således også her.

Stewart har ladet sig inspirere af et kvarter i North Carolina, hvor han har resideret de seneste år. Et råt og uhyggeligt område, præget af vold og med en jævnlig fremkomst af lig.

Læs anmeldelse: Xiu Xiu ‘Always’

»Your face is down alone / on your desk / at the end of the city / you were squashed into / there is no one you love«, er de første strofer, der ytres på albummet, og hermed er tonen ligesom slået an. Døden og katastrofen synes rigtignok inden for rækkevidde. Men det er skam ikke kun teksterne, som emmer af undergang.

Under indspilningerne har Stewart udelukkende anvendt analoge synths og trommemaskiner, hvilket giver de minimalistiske, elektroniske kompositioner et klaustrofobisk, koldt og industrielt præg. Her synes sortrandede pionerer som Einstürzende Neubauten, Nico og Suicide at være de mest oplagte musikalske slægtninge.

Albummet er ikke for sarte sjæle, men der også skønhed forankret i mismodet, og kan man klare mosten, er der en pæn portion kulsort avantpop-magi at hente.