Darkside – attitude og blød(ende) maskulinitet
Det er ikke tit, at en elektronisk koncert i København er udsolgt tre måneder inden, den finder sted. Når det lykkes for Darkside, viser det, at duoen har ramt noget særligt – ikke blot hos anmelderne, der har rost albummet ’Psychic’ til skyerne, men også hos publikum. Der herskede en næsten fanagtig atmosfære i Pumpehuset, og tro mig, jeg har været til mange elektroniske koncerter – decideret fandom er sjældent den dominerende stemning.
Læs anmeldelse: Darkside ‘Psychic’
Opskriften på Darksides koncept er i grunden simpelt. Stilistisk fremførte duoen en blanding af blues, deep house og mere udsvævende lydflader. Deres grundværktøjer bestod af drone, guitar, simple 4/4-beats i moderat tempo, synth, støj og Nicholas Jaars stemme. Det interessante ved gårsdagens koncert var, at mens pladen holder vand, afslørede koncerten duoens svage sider.
De to musikeres mest entydige styrke er nok deres greb om minimalismen. Selv i de passager, hvor musikken var reduceret til to eller tre elementer, hvilket var flere gange i hvert nummer, fremstod lydbilledet robust og sammenhængende.
Duoens svageste side viste sig imidlertid at være den fortællende opbygning. Hvert nummer startede med en længere passage af teksturarbejde, det vil sige lydlige flader, støj, enkelte spredte toner, men ingen rytme. Disse passager virkede prøvende, de var sjældent udfordrende, og de var ofte fanget imellem en forceret langsommelighed og utålmodigt fokusskifte.
Læs også: Video: Se Darkside i funky live-session
Når numrene så kom i gang, landede der tit et 4/4 beat, som publikum taknemmeligt tog imod efter den rytmeløse intro, men den kontrast blev gennem koncertens forløb lidt banal.
Det næste problem i den fortællende opbygning var de to musikeres stemmer, det vil sige Harringtons guitar og Jaars sangstemme. Jaar har en spændende lyd, men svingede lidt usikkert mellem en neutraliserende dyb bas, et mere rocket mellemleje og en falset. Det var som om, han kun tøvende påtog sig sin rolle.
Læs interview: Darkside: »Country og dance lyder som en forfærdelig kombination, ikke?«
Harrington tøvede derimod ikke et øjeblik med sin blues- og rock-melodiøsitet. Hans spil var sprødt, helt simpelt, lidende, tenderende til selvmedlidende. Selv om soloerne havde enkelte lyse øjeblikke med overraskende melodiøst materiale eller et lille atonalt udsving, så var langt de fleste passager desværre tunge af floskler både i melodi og rundgang.
Konklusionen på aftenen må være, at mens Darkside har fundet et godt koncept i lydbilledet, så svigter visionen undervejs. De har store mængder lækker attitude, blød(ende) maskulinitet og stemning, men i går manglede de en mere klar fortælling.