Nelson Can ‘EP2’

Nelson Can har været to år om at følge deres debut-ep op, men portionsanretningen er stadig af samme størrelse. Årsagen skal måske findes i trekløverets live-travlhed, men måske har udskiftningen på Tami Vibberstoft taburet til Cherry Overdrive-trommeslageren Maria Juntunen, forsanger Selina Gins deltagelse i DRs Thomas Blachman-satsning ‘Mentor’ og det, at de lige skulle have fod under eget bord pladeselskabsmæssigt også spillet ind. Eller måske har den krasbørstige trio blot lyttet til undertegnedes bøn om at holde sig til ep-formatet?

Det første, der slår én, hvis man har fulgt med i Nelson Cans karriere lige fra starten, vil nok være, at den nøgternt døbte ‘EP2’ er meget poleret og gennemproduceret. Hvis hulekvindernes weapon of choice på den første haglbyge var en slagkraftig, men også syngende simpel trækølle med en stor, fed, flintesten for enden, så er ‘EP2’ ligesom at genopleve den første gang prygl – blot med et nypudset alubat til tindingen i stedet.

Læs anmeldelse: Nelson Can ‘EP’

Det er faktisk helt klædeligt og Selina Gin synger tillige bedre end nogensinde, men opgraderingerne er ikke helt nået ned til selve sangmaterialet, hvor en del af numrene repeterer de samme ærmetricks i kun marginalt forskellige indpakninger.

Singlerne ‘Attack’ og ‘Call Me When You Want to Get Laid’ er gode eksponenter for Nelson Cans karakteristiske lyd, men der sker for alvor noget på ‘Lettin Go’. Her er det som at opleve en flad tegneserie-doodle i kuglepen rejse sig fra papiret og få tredimensionel fylde, farve og prægnans. Hvis det er blueprintet til Nelson Cans retning fremover, så glæder jeg mig.