EMA snublede over det sublime på Pop Revo

EMA snublede over det sublime på Pop Revo
Foto: Philip Bo

Erica M. Anderson udsendte tidligere på året ’The Future’s Void’, en lidt vel programmatisk kritik af digitaliseringen af vore livsverdener. Albummet understregede, at Anderson er en kunstner, der som oftest er bedst, når hun er mindst gennemskuelig og mindst forhippet på at kommunikere en klar musikalsk eller lyrisk agenda. Hendes musik lever i gråzonerne, der hvor det uhåndgribelige og utydelige bliver magisk, netop fordi det fanger en skæv vinkel på virkeligheden.

Læs anmeldelse: EMA ‘The Future’s Void’

EMA’s 45 minutter korte koncert på Pop Revo lørdag aften udstillede både styrkerne og svagheden ved hendes hjemmegjorte musik, der på indimellem forvirrende lemfældig vis veksler mellem det egensindigt originale, modigt konfronterende og temmelig ordinære.

’So Blonde’, en pauver riot grrrl-pastiche fra ’The Future’s Void’, var præcis lige så tyndbenet en affære live som på albummet. Når Anderson forfalder til de mere direkte guitarudkrængninger leverer hun tyndslidte grunge-riffs snarere end sugende spændingskurver.

Til gengæld er hun en gribende vokalist, der kan forløse simple melodiskitser med fortællinger leveret med en isnende, ildevarslende skønhed. Den mageløse, råt poetiske ’California’ fra 2011-albummet ’Past Life Martyred Saints’ var også live gribende – og effektfuldt leveret af Anderson, hvis kropssprog bidrog til det intense øjeblik. Hendes demonstrative tab af mikrofonen efter sidste linje havde en sært forløsende virkning.

Både lige før og lige efter fik hun leveret fornemme versioner af ’3Jane’ og ’Cthulu’ fra ’The Future’s Void’, sidstnævnte fik særskilt liv af en stærk bandindsats med en skærende violin, kantede beats og magtfulde trommer – og Andersons egne guitardetonationer, der netop her skabte en saliggørende støj frem for simple akkordgange.

Trommerne skabte flere stærke øjeblikke undervejs, som da de faldt ind til stor effekt et par minutter inde i åbningssangen ’Satellites’ og på fornem vis supplerede den hvislende violin og den dybe basgang.

Læs også: Se musikvideoen til ‘Satallites’

Anderson fik efterhånden publikum i sin hule hånd. Men den ujævnhed, der kendetegner hendes kunst, fik hun aldrig helt smidt af sig. Det er så også i orden, al den stund, at det er denne rastløse mangel på kerne, der gør hende til en utilregnelig og indebrændt, men derfor også fascinerende kunstner.

’Dead Celebrity’ – med det særegne vuggeviseanslag – udgjorde et passende farvel, selv om et ekstranummer eller to bestemt havde været velkomment.

Læs anmeldelse: Future Islands i hopla på Pop Revo

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Koncert. Koncert Voxhall
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af