Pixies – en musikalsk ørkenvandring
NorthSides booking af Pixies virkede som en fornuftig disposition. Bandets betydning for rockmusikken de seneste 20-25 år kan ikke undervurderes, og at de desuden er albumaktuelle med ‘Indie Cindy’ satte forventningerne i vejret til en koncert, der kunne være blevet rigtig interessant.
På trods af, at bassist Paz Lenchantin (eks-Zwan) på glimrende vis udfyldte tomrummet efter Kim Deal, fremstod bandet dog påfaldende umotiverede. Bevares, Black Francis kan skam stadig skrige, hvilket han understregede i ‘U-Mass’, ligesom ‘Here Comes Your Man’ er en sang så fantastisk, at selv en uinspirerende optræden ikke kan obstruere den.
Det var bestemt heller ikke fordi, vi ikke fik serveres megen musik. I flere tilfælde havde koncertens forløb karakter af deciderede medleys, hvor numrene smeltede sammen, hvilket desværre også var en medvirkende faktor til, at det hele kuldsejlede.
Læs anmeldelse: Arcade Fire på NorthSide
En sjasket ‘Debaser’ blev afløst af ‘Vamos’, hvor Joey Santiago spankulerede rundt med to guitarer hævet over hovedet. Den ene sågar ikke plugget i forstærkeren. Et totalt tidsspilde på et festivalgig. Hvorfor i alverden vi skulle trækkes med en ørkenvandring så ligegyldig, når bandet på de ti minutter kunne have fyret både ‘Where Is My Mind?’ og ‘Monkey Gone to Heaven’ af, forbliver en gåde. De havde ellers ikke spildt tiden med pauser, hvilket 17 numre på 55 minutter vidnede om.
Pixies’ koncert var en påmindelse om, at kvantitet altid er kvalitet underlegen, og når både band og publikum alt for ofte så ud som om det hele egentlig kunne være lige meget, var det faktisk næsten også tilfældet.
Se hele vores dækning af NorthSide HER.