The Afghan Whigs – potent rockfest
Kan man være megacool med dobbelthage og hareskår? 49-årige Greg Dulli kan! På en ellers semigrå mandag aften formåede han og hans gendannede Afghan Whigs i hvert fald at fyre op for en potent rockfest i et ellers kun halvfyldt Amager Bio.
Ofte kan det være en temmelig blandet fornøjelse, når hæderkronede bands smider nyt materiale på gaden efter en længere pause (Pixies, I’m looking your way!), men ’Do to the Beast’, Cincinnati-bandets comebackskive fra tidligere i år, og deres første i 16 år, hører bestemt til i den bedre ende af skalaen. Således var der et glimrende flow i setlistens fornemt doserede blanding af nyt og ældre materiale.
Læs anmeldelse: The Afghan Whigs ‘Do the Beast’
Fra koncerten sparkedes viltert i gang med mukkertriffet i ’Parked Outside’ var det tydeligt, at Dulli og kompagni hverken led af gangbesvær eller åreforkalkning. Sekstetten stillede benhårdt op med hele tre guitarister, inklusiv frontmanden selv. En trio, som forbilledligt fik de seksstrengede til at bløde og hugge fra sig på skift.
Dulli virkede til at være i strålende humør og højdepunkterne var mange. I den desperate ’Fountain and Fairfax stod han helt ude på scenekanten med en finger i vejret prædikende for salen. Den forbitrede breakup-ballade ’When We Two Parted’ gled overraskende problemfrit over i et stykke fra Drakes ’Over My Dead Body’. En lummert gyngende udgave af publikumsfavoritten ’Debonair’ sendte salen op nær kogepunktet, og det ellers texmexede singleudspil ’Algiers’ viste tænder og transformeredes fra et sitrende lydspor til en mareridtswestern, hvor begær, hævn og løgn udgjorde hovedingredienserne.
Endnu et højdepunkt indtraf mod slutningen, hvor sekstettens bizarre cover af musicalmakkerparret Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers ’Heaven On Their Minds’ fra rockoperaen ’Jesus Christ Superstar’ smygede sig over i en fortrinlig flabet version af liderbassesalmen ’Something Hot’. Efterfølgende satte en mørk og knugende ’My Enemy’ punktum.
Dullis afghanere vendte dog kort efter tilbage med flere godter i posen. Først fik vi et medley af ’Bulletproof’ og ’Summer’s Kiss’, inden braget endegyldigt sluttede med det dæmonisk brusende ridt ’Faded’, hvor frontmanden lige fik flettet en smagfuld homage ind til netop afdøde Bobby Womack i form af et vers fra soullegendens 1972-hit ’Across 110th Street’. Sådan, Dulli!