Basement Jaxx

I forsøget på at fastholde en imponerende karrieresti tager Basement Jaxx os på deres syvende album med helt tilbage til den lyd, der startede det hele, da et af 1997’s største house-hits hed ’Fly Life’.

Allerede på førstesinglen ’Mermaid of Salinas’ er den latino-inficerede filterhouse a la slut-90’erne tilstede i al sin trompettruttende, ’la-la-la’-brægende og solskinsklæbrige herlighed. I kontrast til de seneste EDM-fortærskede år havde det sådan set været meget forfriskende i små doser, men resten af albummet emmer af en lige så tilbageskuende lyd og kommer derfor til at fremstå enormt uinspireret og idéforladt.

Netop den sprudlende idérigdom har været det, der, så sent som på duoens foregående album, adskilte Basement Jaxx fra mængden af house-navne og beviste, at der faktisk er nogen klubnavne, der kan finde ud af at lave helstøbte album.

’Junto’ er i vanlig Jaxx-stil fyldt med vokale bidrag, men denne gang er der ingen Yoko Ono, Dizzee Rascal, Siouxsie Sioux, eller hvem der nu ellers har givet mindeværdige vokalbidrag gennem tiderne. Det er meget anonyme og nærmest 90’er-house-plagierende stemmer, der driver sange som ’Unicorn’ og ’Never Say Never’ frem.

I deres iver efter at afsøge uoplyste kroge af housen har Basement Jaxx ofte været faretruende tæt på at blive for indspiste eller platte, men den eventyrlyst savner man virkelig på et album, der i det store hele er alt for pænt og velproduceret. Set i forhold til briternes respektindgydende bagkatalog er dette klart deres svageste udspil til dato.

Læs også: Rave on: 11 essentielle hits fra 25 års britisk klubhistorie