Neko Case – vokal i verdensklasse
Neko Case har ry for at være en af den alternative musikscenes bedste sangerinder. Det mærkat har hun optjent retten til at bære med en række soloalbum, der hovedsageligt bevæger sig inden for en americana-funderet sangskrivning, hvor surreelle billeder står i kø for at vælte virkeligheden omkuld – og som sangerinde i powerpop-supergruppen The New Pornographers, hvor hun tilfører musikken både bid, vid og melankoli.
Lad det være sagt med det samme og uden omsvøb: Aftenens koncert var en vokal magtdemonstration af de helt store fra en sangerinde, der rammer med en ufattelig klarhed, selv når hun synger af sine lungers fulde kraft. Stort set hver strofe sad som en skarp dartpil i midten af en roterende skive. Når de altså ikke svøbte sig duvende om øregangene som svale bølgebevægelser gennem rummet.
Havde man forventet en forfinet americana-dronning med opsat hår og tækkelig nederdel, blev man overrasket over Cases fysiske fremtoning: Iført skelet-leggings (!), sort t-shirt, løsthængende rød hårpragt og en cool nonchalance i sin kommunikation og kropssprog var der tale om en totalt uforfængelig kunstner, der konstant indlod sig på fjollede, lumre og ofte genuint morsomme ordudvekslinger med sin fremragende backingsangerinde Kelly Hogan, der mest af alt ligner en figur fra en Coen-brødrene-film, men hvis stemme kontrasterer Cases på smukkeste vis.
Settet var naturligt domineret af sangene fra sidste års ’The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You’, der blev peppet op live, hvor en rocket tyngde prægede for eksempel ’Bracing For Sunday’, ’City Swan’ og ekstranummeret ’Ragtime’, der blev blæst ud med en gnistrende veloplagthed toppet af Cases kraftværk af en stemme. Et naturligt højdepunkt i den mere toptunede ende af materialet var singlen ’Man’, hvor Cases vokal føg i luften som smældende knaldperler. De rockede gevandter klædte de nye sange, der i albumversionerne oftere fremstår lidt ubeslutsomme og identitetsforvirrede.
De finere americana-nuancer var ingenlunde forduftet fra settet. På især den lille håndfuld indslag fra hovedværket ’Fox Confessor Brings the Flood’ (2005) blev der diverteret med pedal steel, trombone og banjo, sidstnævnte på en meget charmerende udgave af ’That Teenage Feeling’.
Hvis man skulle sætte en finger på et enkelt aspekt ved den medrivende koncert med et superkompetent band, en ubetalelig morsom backingsangerinde og en frontvokal-som-vulkan-i-udbrud, var det måske, at koncertens kraftfulde attak fordrede en vokal i fuld styrke. Derfor lod Case ikke helt ofte nok sin stemme indtage et mere sart register, for når hun endelig gjorde det, var det kulderislende smukt, som på en sublim fin udgave af ’Calling Cards’ og en akustisk domineret ’Maybe Sparrow’, der udgjorde første ekstranummer.
Neko Cases flammekaster af en vokal var dog aftenen igennem et så tvingende og betagende vidnesbyrd om sin ejerkvindes ubestridte format, at man lige skulle samle underkæben op fra gulvet, før man lykkeligt omtumlet forlod koncertstedet.