The Libertines – kontrolleret hæmningsløst

Revet midt over af heroin, rødvin og sin uendelige livsappetit? Pete skuffer normalt aldrig. Hvis han altså dukker op.

Og reelt var det jo ham, vi var kommet for at se. Doherty. Inden han kradser af minimum otte år forsinket til Klub 27 – de døde stjerners klub. Men hvis nogen skal komme for sent til sin egen begravelse, er det vel Pete Doherty.

Og hvem kan overhovedet huske, hvordan Carl Barât ser ud? I skyggen af den blegfede, karismatiske og uendeligt charmerende Doherthy er der iskoldt. Alle ved det. Især Barât. Blandingen af Barâts position som den evige to’er og kedelige assistent og Dohertys vanvittige vælten rundt i livet gør, at en gendannelse ikke er sådan ligetil.

At Doherty engang har rippet Barâts lejlighed og solgt alt hans lort for et par hundrede pund, efter bandet smuttede på tour uden ham, øger heller ikke tilliden imellem de to sangskrivere og frontmænd, skulle man tro.

Dukkede op gjorde de, hele The Libertines. Skuffede gjorde de ikke. Også selv om Pete ikke væltede rundt i rock’n’roll-tågernes mytiske universer. For ti år siden havde det været umuligt at se dem så kontrollede til en koncert.

Som en velkomsthilsen til bandets problemfyldte fortid havde de hejst et kæmpe bagtæppe med coveret fra deres debutalbum, ’Up the Bracket’ fra 2002. Det fløj til tops til tonerne af 30’er-klassikeren ‘We’ll Meet Again’, en sang uendeligt mange soldater har grædt til fra skyttegravene under Anden Verdenskrig. Der sidder lige så meget levet liv under neglene på de to sangskrivere som hos en WWII-veteran, og på første tour sammen i mange år var det en passende analogi.

Starten stod i Barâts tegn, og den var aggressiv. Trommerne bed, og guitarerne skrattede. Især på ‘Vertigo’s hillbilly-bluesede punkfnys. Der er noget Julian Casablancas over Barât, når det rykker for ham. Det gjorde det flere gange tirsdag aften, og især var hans sprudlende soloer og skarpe guitarlir et perfekt match til Dohertys sejlende guitar.

’Time for Heroes’ løftede os for første gang med Pete ved roret, og skibet Albion skvulpede rundt i Vega på bølgerne af svedige teenagere, der væltede, dansede og skubbede på de fem forreste rækker. En stærk solo og slutning af Barât landede nummeret smukt. Efter en hit-tør start piblede de frem.

‘Music When the Light Goes Out’ som sing-a-long og med obligatorisk crowdsurf, ‘Can’t Stand Me Now’, ‘Don’t Look Back into the Sun’, og som ekstranumre den vanvittige treenighed ‘What Became of the Likely Lads’, ‘Up the Bracket’ og ‘What a Waster’ – bum!

Det er først, når man bliver trukket gennem en yppermelodisk koncert som denne, at man for alvor forstår bandets vigtighed og kvalitet. Kun The Strokes har de seneste 15 år lavet lige så mange lækre guitarsange. På tekstsiden er The Libertines med Doherty i front urørlige i nutidig rock.

Imellem hits nåede bassist Johnny Hassall at spille ‘En sømand han må lide’ – på dansk. Den er god nok, Hassalls ene band, The April Rainers, er bosat i Danmark og bikser med plade.

Smæk på trommerne var der også. Gamle Gary Powell, der er ti år ældre end sine bandkammerater (men ser ti år yngre ud) skiftevis hamrede, nørdede og skabte dynamik hele aftenen. Hans alsidighed er guld værd for bandet, beviste de små to timers koncert.

Tilbage på Carl-cam var der fest. For Carl morede sig faktisk og fik flere små huller og hele sange for sig selv, hvor Doherty trådte i baggrunden. Var der misundelse? Nej, der var god stemning og krammere. Intet andet.

Sandheden er, at The Libertines mest af alt er Pete Doherty, og at jeg et par gange drømte mig tilbage til de gamle dage. Dengang i 2006, hvor Pete på Manchester Academcy viste sit metadon-implantat og røg smøger og joints. Eller dengang på Roskilde, hvor han stak af fra backstage iført morgenkåbe og med en flaske rødvin en halv time før sin koncert. Den galskab.

I Vega var der mere professionalisme og struktur og mindre tåget og obskur fri leg end dengang. Paradoksalt nok var det også koncertens største minus.

Læs også: 18 koncerter du skal opleve i oktober

Læs også: 10 legendariske beefs mellem bandmedlemmer