Arca
Arca er opstået ud fra undergrundsmiljøet omkring de hedengangne og efterhånden legendariske GHE20 G0TH1K-fester i New York, hvis in-crowd også tæller navne som Kelela, Inc. og Mykki Blanco. Som navnet antyder, kombinerer bevægelsen urban kultur med gotisk æstetik i en syntetisk spiritualisme, der påfører sig Buffalo-støvler med samme selvfølgelighed som bindis og lytter til Aaliyah med samme selvfølgelighed som industrial.
Af samme årsag er Arca også bevidst om sin eklektiske identitet og beskriver selv sine kreative åbenbaringer som at ramme jorden efter et klippeudspring, hvor alt splintres, og man bagefter samler de dele op, der stadig har betydning for en. Efter sigende en intellektuel øvelse, han ofte ynder at udføre, og klippebilledet kan også passende bruges om åbningsnummeret ’Now You Know’: I begyndelsen befinder man sig på gyngende grund, for derefter at nedsynke i sangens materie, alt imens man febrilsk famler efter referencepunkter, som man aldrig rigtigt finder. Derfor er det også som at få hovedet oven vande og ilt til hjernen igen, når den minimalistiske lethed fra ’Held Apart’ udskyller tankebanerne og åbner for nye associationer.
Og sådan er det gennem det meste af ’Xen’. Fra metalliske tableauer og synth-gymnastik, som man kender det fra Arcas produktioner for FKA Twigs, til melodiske kompositioner som ’Sisters’, der giver genlyder af hans ’&&&&&’-mixtape, eller pladens højdepunkt ’Wounded’ som kunne være fundet på Kanyes ’Yeezus’. Som lytter er man derfor på én gang i limbo mellem det fremmedgørende og det genkendelige og i et dilemma om, hvorvidt man stiller for store krav til musikken eller for ditto små til sine egne lytteevner, når man underbevidst efterspørger harmonier og afkodelige figurer.
Læs også: ‘Yeezus’-produceren Arca står bag Björks nye album
Selv virker den venezuelanske producer til bedre at kunne balancere denne antagonisme. For lige så meget som albummet kan referere til en sindstilstand, refererer det også til Arcas queer-konstruerede alter ego, der ikke lader sig indfange i binære kategorier og på coveret er afbildet som en aparte menneskeskabning som de kendes fra Chris Cunninghams musikvideoer og Michael Kviums malerier. Alligevel hævder Alejandro Ghersi, som hans borgerlige navn lyder, at alter egoet Xen er en lige så naturlig del af ham som Arca, og her fremtræder hans latinamerikanske forkærlighed for magisk realisme måske som forklaringspotentiale.
For hvor retningen for mange rationelle vesterlændinge fremstår som et oxymoron, der ophæver sig selv, dersom at magi ikke kan være realistisk, og realisme ikke kan være magisk, ser Arca det som det mest naturlige i verden, at virkeligheden ikke er, som den fremstår for det blotte øje – men at den måske kan erkendes for det øre, der tør at lade sig blotte og lytte efter.
Læs også: 18 album du skal glæde dig til i november