Cat Power – selvsabotage og spredt magi

Marshall gennemførte en over to timer lang koncert på Voxhall lørdag aften, men uden at fuldføre mere end en tre-fire sange til egen tilfredshed.
Cat Power – selvsabotage og spredt magi
Foto: Tommy Frost

Kender man bare lidt til Cat Power, aka 42-årige Chan Marshall fra Atlanta, Georgia, ved man nogenlunde, hvad man kan forvente af hende i en live-kontekst: Fragmenter af magiske øjeblikke, akavede indbrud af panisk sceneskræk og – denne aften – decideret pinlige afbrydelser af sange, der i salen lød ganske glimrende, men ikke levede op til sangerindens egne neurotisk selvkritiske standarder.

Marshall gennemførte en over to timer lang koncert på Voxhall lørdag aften, men uden at fuldføre mere end en tre-fire sange til egen tilfredshed. De resterende var nemlig ledsaget af talløse undskyldninger eller selvbebrejdelser – ofte midt inde i en ellers fornemt sunget sekvens. Konsekvensen blev, at hun afbrød næsten halvdelen af settets sange, rykkede videre til en ny sang, og efterlod publikum i en tilstand af tavs frustration.

Man var vidne til noget, der tenderede selvsabotage, og man blev efterladt med en fornemmelse af, at Marshall ret beset ikke bør betræde en scene, især ikke lige nu, hvor hun, fire måneder henne i en graviditet, tydeligvis er forfulgt af smerter og ubehag – foruden et par løse bukser, der hele tiden truede med at glide ned (hvilket sangerinden selv betroede os).

Marshall er begavet med en stemme, der selv når alt andet kikser for hende – og selv de mest rudimentære guitar- eller klaverfigurer volder hende besvær som en kompliceret matematisk ligning – med sin skiftevis soulede, punkede og bluesede sødme er et fantastisk virkningsfuldt redskab, der emmer af indlevelse, erfaring, sårbarhed og styrke. Vokalindsatsen reddede aften for den halvdel af publikum, der valgte at se stort på det truende sammenbrud på scenen og blive koncerten ud. Det var ærgerligt, at Marshall med så stærk en vokalindsats ikke formåede at holde nervøsiteten i ro og selvkritikken i ave.

Hun lagde stærkt, om end fejlbehæftet, ud på elektrisk forstærket guitar (forstærkeren fik en del af skylden for hendes problemer med at håndtere guitaren) med sange som ’Fool’ og ’Hate’, samt hendes hudløse version af Rolling Stones’ evigtgyldige ’Satisfaction’, der i Marshalls hænder lyder som en helt anden sang, hvor (mandlig) seksuel kynisme er erstattet af (kvindelig) usikkerhed.

Men da hun først satte sig ved klaveret, truede koncerten med at kuldsejle totalt. En publikummer udtrykte tydeligt, hvad formentlig alle i salen tænkte: »Det her er en katastrofe«. Hvordan Marshall fik overvundet hoben af afbrudte sange og endeløse fuck-ups vidnede om en masochistisk evne til mentale selvkorrektioner, men lige pludselig var det, som om hun var tilfreds med lyden, og så fik hun faktisk leveret fine versioner af numre som ’I Don’t Blame You’, Marvin Gayes ’Can I Get a Witness’ og ’369’ (det eneste nummer fra 2012-udgivelsen ’Sun’, vi blev præsenteret for).

Læs anmeldelse: Cat Power ‘Sun’

Tilbage ved guitaren leverede Marshall en selvtillidsfuld, aldeles omarbejdet version af den slidstærke ’Metal Heart’. Det genvundne overskud fik hende til at grine, smile bredt og rode sig ud i usammenhængende beretninger om alt fra butikstyverier og volden i New York, kunsten at lave paté, Madonnas karriere som danser etc., der var med til at løsne hendes eget og publikums humør op, men det satte en bremse op for koncertens flow og fokus på et tidspunkt, hvor hun nok burde have profiteret af den hårdt tilkæmpede selvsikkerhed ved at hive nogle helstøbte sange ud af ærmet.

Hvordan vurderer man en koncert, der befinder sig i et konstant svæv mellem det katastrofale og det vederkvægende intense? At bedømme efter salens reaktion herskede der både forundring, forvirring, fascination og en vis generøs overbærenhed. Sagen er jo, at Marshalls rå talent forløser sig i hendes sange, der har et uafviseligt format. Bagsiden ved den medalje er, at talent ikke skaber en sammenhængende koncertoplevelse: Talent skal filtreres og administreres, og det er svært at se, at Marshall solo kan finde styrken til at få enderne til at mødes. Hendes sårbarhed og bovskudte menneskelighed finder bolig i hendes martrede kunst, men i det skabende nu – live og alene på en scene – er det lige så uhjælpeligt og akavet som det er gribende og autentisk.

Chan Marshall er naturligvis herre i eget hus, og det er op til hende selv at varetage sit liv med alle de valg, det indebærer, men her og nu – med et spirende liv i maven – ville min opfordring til hende lyde: Bliv hjemme. Tag nu vare på dig selv.

Læs også: Vi rangerer: Cat Powers 10 bedste sange

Læs også: Her er 22 koncerter du skal opleve i november

Koncert. Voxhall.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af