AC/DC

Et uforløst punktum for en grandios karriere eller blot en midlertidig afsporing?
AC/DC

Er der noget, jeg elsker af hele mit bankende rockhjerte, så er det AC/DC. De australske veteraner har stået mig bi som hofleverandør af uforfalsket rock og rul, nærmest længere end jeg kan huske. Så meget desto mere smerter det at skrive denne anmeldelse.

Alarmklokkerne bimlede allerede tidligere på året, da hovedsangskriver, medstifter og rytmeguitarist Malcolm Young trådte ud af gruppen grundet demens – fandens trist! Han er her erstattet af nevøen Stevie, så det bliver trods alt i familien. Siden scorede trommeslager Phil Rudd uheldig omtale grundet mistanke om alvorlige kriminelle aktiviteter – dobbelt trist! Og her lander så gruppens nye og desværre temmelig middelmådige album – muligvis deres svanesang? Trippelt trist.

AC/DC gør nu ellers det, de plejer, nemlig at spille boogie- og bluesinflueret hårdrock. Her gør de det bare temmelig halvhjertet. Mest grelt er det på ’Baptism by Fire’ og ’Emission Control’, hvor rocklokomotivet kører på uinspireret automatpilot og lyder som en vag kopi af sig selv, hvilket uheldigvis er symptomatisk for store dele af albummet.

Bedre går det på det tungt buldrende titelnummer, den sprælske boogiebasker ’Play Ball’ og det lumre riffgilde ’Rock the House’, hvor AC/DC beviser, at de stadig har et par anstændige fuldblodsrockere i ærmet. Gudskelov.

Afslutningsvis står spørgsmålet, om her er tale om et uforløst punktum for en grandios karriere eller blot en midlertidig afsporing? Man frygter det første, men håber på det sidste.

Læs også: AC/DC og ni andre navne, der burde spille Orange Scene i 2015

AC/DC. 'Rock or Bust'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af