Joanna Gruesome
Konkurrence kan være sund, hvis den kickstartes af, at man føler sig udfordret inden for egen boldgade, og ifølge Joanna Gruesomes guitarist Owen Williams er den walisiske støjpopkvintets andet album en direkte respons mod truslen fra rivaliserende (dog ikke navngivne) grupper.
Albumspilletiden er bare 22 minutter, men længere tid behøver gruppen ikke for at overbevise om deres værd. Et værd, der smager af forårskåd teenageforelskelse i en punket og popromantisk drøm, hvor Alanna McArdle og Owen Williams charmerende dreng/pige-vokaler hvirvler rundt mellem den bastante rytmeafdeling og de fuzzede guitarer.
»I don’t wanna relax«, synger de på nummeret af samme navn, og med sange, der i gennemsnit ligger i omegnen af to minutters spilletid, er det ingenlunde falsk varebetegnelse. Det komprimerede resultat til trods får Joanna Gruesome det optimale ud af deres materiale og virkemidler og ender med punket energi og janglet powerpop i sødmefuld forening på en række iørefaldende sange. Sammensætningen af akkorder og melodistykker rammer det gyldne snit i sange som ‘Jamie (Luvver)’ og ‘There Is No Function, Stacey’.
Selvom bpm-faktoren er høj, taber man ikke pusten, for kvintetten har glimrende forståelse for dynamisk vekselvirkning og lader instrumenterne få luft, som tromme/bas-stykkerne i ‘Honestly Do Yr Worst’ og guitarfiguren i ‘Crayon’.
I det afdæmpede afslutningsnummer ‘Hey! I Wanna Be Your Best Friend’ namedropper gruppen Thin Lizzy og understreger det med en nærmest helterocket guitarharmoni mellem Williams og George Nicholls. Det fine ved Joanna Gruesome er netop, at de til trods for et minimalistisk lydbillede ikke er bange for at indkapsle sådanne, for punken ellers ’ukorrekte’, referencer. Et forsonende træk i en lidt vel konform punket støjpop-skabelon.
Joanna Gruesome bryder ingenlunde nyt terræn, men det er nemt at hengive sig til et band, som forstår at trække så medrivende sange op af hatten. De rivaliserende grupper må hellere stramme sig an.
Kort sagt:
Den walisiske kvintet disker op med punket energi og janglet powerpop i sødmefuld forening, hvor akkorder og melodistykker rammer det gyldne snit i en række iørefaldende sange. Selv om tempoet er højt, har Joanna Gruesome glimrende forståelse for dynamisk vekselvirkning, og gruppen får det optimale ud af såvel materiale som virkemidler.
Læs også: Joanna Gruesome på listen over vores Roskilde Festival-scoops