Synd og Skam version 3.0 er militærrap, autotune og pumpende synthesizere
’Blafret ør af kjoler’ hed Synd og Skams forårskåde debut-ep fra 2011, og titlen var et rammende billede på den fire numre lange eksplosion af skævt væltende og catchy punk, rullet i kærlighedskrymmel af ungdomssprudlende dansksproget lyrik. En debut som de fleste anmeldere gennemelskede.
Det var derfor også en overraskelse, da Svendborg-drengene kasserede den yderst lovende formular og på deres følgende to album i stedet rådyrkede det surrealistiske og støjede avantgarde-kaos, som kun tidligere havde tittet frem. Synd og Skam 2.0 eksperimenterede med alt fra sangstruktur og melodi til lyrik og instrumentering. Alt var tilladt.
Med ’Billeder af Mesa’ tumler Synd og Skam ud luften i en ny synthesizer-pumpet, militærrappet og autotune-knækket version 3. 0.
Det med version 3.0 er delvist løgn. For tråden er stadig rød i form af kaos og lovløshed, og lyrikken er ligesom på de to foregående eksperimentplader skiftevis rablende dagligdagssprog og poetiske billeder. Og ligesom tidligere overdænger drengene os konstant med nye bud på, hvordan musik også kan lyde.
På albummets tredje sang, ’Vigen’, hvisker Asger Hartvig Nielsen ømt usikre og teenageklingende linjer, der spejles i synthesizere, som skiftevis ulmer tungt eller er atonalt skingre. Midt i det hele er ’Vigen 1’ en smuk akustisk spansk guitar og tostemmig autotune. Før det ’Nyrock’ med Jonas Okholm. Her autotune og kitschet 80’er-atmosfære suppleret med reciterende digtoplæsning og løst spredt støj, vokaler, lyde og host. Her lyder ’omkvædet’ som aggressivt spyttende militærrap.
Den strukturløse komposition fortsætter gennem hele albummet, hvor det velkendte og det ukendte, det smukke og det smadrede, konstant vikles sammen, og med sin tilstræbte eksperimenterende lyd, den rodede eksekvering og den digitaliserede lyd, kan ’Billeder af Mesa’ lyde som et ihærdigt forsøg på at tage tidens glaserede neo-r’n’b og glat producerede hiphop og splitte det ad med en avantgarde-punket tilgang.
Følelsen af parodi lurer dog også hele tiden. Hverken som rap, hiphop eller andre elektroniske genrer er albummet ’god’ musik i almindeligste forstand. Men det skal det heller ikke være. Det skal være splintret, forvirrende, smukt og kaotisk.
Kort sagt:
Med ’Billeder af Mesa’ tumler Synd og Skam ud luften i en ny synthesizer-pumpet, militærrappet og autotune-knækket version 3. 0 på en plade, hvor strukturløse kompositioner konstant er scenen for slagsmål mellem det velkendte og det ukendte, det smukke og det smadrede. Som et ihærdigt forsøg på at tage tidens glaserede neo-r’n’b og glat producerede hiphop og splitte det ad med en avantgarde-punket tilgang, er pladen interessant. En følelse af parodi lurer dog hele tiden og understreger, at hvor formen fungerer, er de enkelte numre aldrig opsigtsvækkende musik i ordinær forstand.