Julia Holter nærmer sig art-poppens elite

Julia Holter nærmer sig art-poppens elite

Når Julia Holters musik er bedst, er den sær, dramatisk, dragende og kompleks, for ikke at sige bjergtagende. Når den er værst, har den lydt som et forvildet og forvokset kunstskoleprojekt, som en rettidig vejleder burde have annulleret på halvvejen. Det samme er tilfældet i en live-kontekst: Det ene øjeblik er Holter lystfuld, svævende, tillokkende, det næste er hun lidt som barnet, der forsøger at spille mikado med et sæt tykke plasticsugerør – mere besværet end egentlig legende. Alt dette for at sige, at man i mødet med Holters musik som regel pendulerer mellem apati og indlevelse, frustration og forbløffelse.

På sit nye album forfølger hun et mere rent spor, en mere fastlagt kurs, end nogensinde tidligere. Det klæder hende. Hun følger op på det mere opulent-organiske spor fra 2013’s ’Loud City Song’ ved fortsat at hente meget af sin inspiration fra præ-rock’n’roll-stilformer: Man finder tydelige nik til 30’ernes Broadway-pop, lounge-jazzede soli på sprød saxofon, melodier i valsetakt og så videre.

Det interessante ved sangene på begge album – men særligt på det nye – er, hvor tilgængelig musikken er på trods af, at den i sin kerne er dybt eksperimenterende. Holter formår at vride nogle genuint kønne melodier og besættende strygerarrangementer ud af sit kammermusikensemble.

Åbningssangen ’Feel You’ er valgt som førstesingle med god grund. Melodiens indtagende kurver lokker sin lytter helt ind i hjertet af en både abstrakt og sanselig fortælling, der er forlagt til et Mexico City, hvor det regner, hvilket passer vor heltinde glimrende, for hun er på flugt fra solen, forkynder hun. Næstsidste sang, ’Vasquez’, er også forlagt til et sinistert, narkoplaget Mexico, hvor Holter i sidste vers når en foruroligende konklusion: »They put me to sleep on diagonal rocks, so no one tells the story«.

Hvor ’Loud City Song’ var lidt som at træde ind i en L.A.-baseret film noir instrueret af David Lynch, er ’Have You In My Wilderness’ mindre desorienteret og skyggefuld, men ikke af den grund mindre dragende. Lyrikken emmer fortsat af forbilledet Laura Nyros nærmest synæstetiske sansninger, hvor lyde, smage og sindsstemninger farver hinanden. Men musikken, den er blevet mere håndgribelig, mere præcis i sine strategier, mere sikker i sin aflevering.


Kort sagt:
Julia Holter nærmer sig art-poppens fortrop med hastige skridt med sit nye album. Kunstskoleprætentionerne har hun ladt tilbage med den sande originals blanding af knusende sikkerhed og uformindsket nysgerrighed. Albummets sange er paradoksalt tilgængelige og indtagende på trods af, at de i deres essens er stærkt eksperimenterende.

Julia Holter. 'Have You In My Wilderness'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af