Travis Scott er en mester i special effects – men ’Rodeo’ savner personlighed
Travis Scott laver special effects-musik. Han slog igennem med sange som ’Upper Echelon’ og ’Quintana’, der tog Futures tidlige autotune-trap og forstærkede den ved at lægge en masse rungende ekko og buldrende effekter henover, og hans ambitiøse albumdebut videreudvikler den lyd. Alt er mørkt og maskinelt. Produktionerne runger, trommerne buldrer, og det ene øjeblik er Scotts stemme elastisk som Big Seans, det næste tordner han mørkt og ildevarslende som Saruman.
For Travis Scott er frem for alt en genial stilist, der – ligesom Drake og mentoren Kanye West – formår at samle et stort hold omkring sig for at skabe et værk, der stadig umiskendeligt er Scotts eget. Ingen af de mange gæster virker malplacerede – selv ’Maria I’m Drunk’ med Justin Bieber og Young Thug fungerer fantastisk. Stedvis er blandingerne direkte geniale, som når 2 Chainz og Future sammen med Scott får den syv minutter lange single ’3500’ til at blive et episk trap-storværk, eller når Rae Sremmurd og Chief Keef har en særdeles narkotisk fest på ’Nightcrawler’.
Men det, der adskiller Scott fra Drake og Kanye er, at hans album ikke har en altoverstrålende personlighed (eller en for alvor fængende rapper) i centrum. Det gotiske, narkotiske trap-univers er umiskendeligt Scotts eget – men han er aldrig nogensinde tæt på virkelig at fylde det episk-apokalyptiske landskab med sin personlighed. Tag åbneren, ’Pornography’: Der er spoken word-intro, sangrap, masser af ominøse melodier, og til sidst et slags autotunet dinosaur-skrig. Men sangen bevæger sig ingen steder – der er intet momentum, kun effekter.
Dén pointe understreges af, at ’Rodeo’ kommer kort tid efter Scott-forløberen Futures ekstremt unikke og personlige narkostorværk ’Dirty Sprite 2’. Det album er ikke helt ulig ’Rodeo’, der også er en slags narkotisk odysse over mørke trap-beats. Men ’Dirty Sprite 2’ har Future som følelsesmæssigt fascinerende centrum. ’Rodeo’ har ikke en lignende kerne – til gengæld er det et af de mest sonisk nyskabende trap-album i lang tid.
Kort sagt:
Travis Scott er en enestående kurator, der formår at skabe sin helt egen æstetik. Men hans album mangler en stærk personlighed at binde alle effekterne op på.
Læs også: Mød Kacy Hill: American Apparel-modellen, der er blevet Kanye Wests nye stjerneskud