Frejas stædige 80’er-nostalgi fremstår mere radiopoppet end raffineret
Kærligheden til 80’erne har løbet som en pastelfarvet tråd igennem danske Frejas energiske pop siden debuten ’Odyssey’ fra 2011. Nu har hun skrottet sit efternavn Loeb og udgiver i samme ombæring en ny ep, som dog ikke markerer et stort musikalsk hamskifte, men snarere et skridt tilbage for Freja.
Imens sangerinden på sit forrige udspil, ep’en ’W.O.M.D.’ fra 2013, udforskede en mere dyster og strittende 80’er-lyd med nik til Cocteau Twins og New Order, er ’White Magic Spells’ endnu mere glat i sit udtryk end debutalbummet, der ellers var en tour de force ud i blankpoleret powerpop. Freja har alle dage formået at undgå pastichen i kraft af sin selvsikre omgang med inspirationskilderne og en teknisk potent vokal, men på disse tre nye numre tager den stædige 80’er-nostalgi desværre en mere radiopoppet end raffineret form.
De pompøse omkvæd er dominerende, og skønt Frejas øre for fængende melodier absolut intet fejler, er kombinationen af en bombastisk produktion sovset ind i effekter og de småbanale tekster om kærlighedskvaler bare lidt uinteressant, imens forløsningen i produktionerne føles forudsigelig.
’Lonely’ åbner blidt med Frejas vokal og beatets pulsslag i centrum, imens de krybende keyboardflader og en effektindsvøbt akustisk guitar imidlertid hurtigt varsler omkvædets uundgåelige eksplosion af tunge trommeslag og himmelstræbende sang.
Den blåøjede single ’Young Heart’ er ikke ucharmerende med versenes kække bongotrommer, fingerknips og guitarlir, men det alt for effektive omkvæd får sangen til at lyde som det oplagte musikvalg for en 9. klasse, der skal optræde med et parodisk dansenummer på sidste skoledag iført lilla gymnastikdragter. Og ja, så skal man bare passe gevaldigt på med at besynge sit ’young heart’, når man har rundet de 27 år.
Det sidste nummer, ’Ashes’, er en tand mere underspillet, men stadig savner man det rå udtryk fra den forrige ep, hvor 80’er-inspirationen førte Freja et mere interessant sted hen.
Kort sagt:
Freja har skrottet sit efternavn på sin nye ep, der er det glatteste, hun endnu har leveret. Sangenes pompøse omkvæd, effektindsvøbte produktion og småbanale tekster gør den 80’er-nostalgiske lyd radiopoppet og forudsigelig, selv om Frejas øre for fængende melodier (stadig) intet fejler.