Purity Ring – diskant og hyggelig kunstinstallation

Hvis Olafur Eliasson nogensinde løber tør for ideer til sine Instagram-venlige udstillinger, kan han bare ringe til Purity Ring. Synthpop-duoen udviste nemlig en enorm visuel iderigdom gennem deres scenografi på Amager Bios scene tirsdag aften. Et lyshav af snore blinkede i takt til de hårde beats og diskante synthflader der, som på plade, dominerer duoens musikalske univers.

Mens forsanger Megan James teatralsk poserede rundt omkring på scenen og på højtalertårne, tæskede Corin Roddick på sine trommepads og et helt specielt setup, der bedst af alt kan beskrives som en fakkel-lignende kæmpexylofon med indbygget lys.

Det lyder måske en anelse gimmick-agtigt det hele, men samlet set dannede det faktisk en flot og fascinerende ramme om musikken, som man kunne stå og fortabe sig lidt i. Det kompenserede også for det faktum, at Amager Bio på det nærmeste var halvtomt – vi taler folk der lagde jakker på gulvet i stedet for at smide dem i garderoben. Det gjorde dog ikke så meget, når nu Purity Rings opløftende popsange, buldrende bas og skrattende heftige synths sammen med de dragende lysglimt fyldte lokalet fuldt ud.

Setlisten bestod af en god blanding af numre fra debutalbummet og 2015’s ’Another Eternity’. Særligt ’Crawlersout’ tog kegler, men også nye numre som ’Bodyache’ fik mobiltelefonerne fra de særdeles dedikerede fans på de forreste rækker til at gløde. Og netop dem gav Megan James en fin gestus, da hun til aftenens sidste nummer fik publikum til at trække sammen foran scenen og skabe den intimitet, der manglede for at få koncerten helt op at ringe.