13 bands var på plakaten, da P6 Beat for fjerde gang rockede Koncerthuset med friske talenter og garvede kræfter. Tidsplanen var selvsagt stramt med så meget musik, og udover afsluttende The Raveonettes havde alle bands kun to-tre numre til at vinde publikums gunst – det lykkedes specielt for et helt ungt rockorkester. Læs her om vores favoritkoncerter fra aftenen.
1. Klub 27
Startskuddet gik i Koncerthusets foyer, hvor The Attic Sleepers og de to Karrierekanonen-vindere Nick Sway og Klub 27 var på programmet. Særligt sidstnævnte gjorde god figur med deres skramlende retrorock, der smagte af både 60’erne, pigtråd og Gasolin med en yderst oplagt Haruna James Wasajja i front, der vrælede de jordbundne tekster, som var han på en slentretur ned af Istedgade. Duoen har indtil videre kun sangen ’Hallo’ på samvittigheden, og den blev leveret med en flabet skødesløshed, som få andre unge rockbands i den omgangskreds besidder.
2. Soak
Efter tre koncerter i foyeren rykkede forsamlingen ind i Koncertsalen, der havde tre settings klar til de ni bands, der alle havde æren af at spille med rummets fabelagtige lyd- og klangunivers i ryggen. Der var to band-setups i hver side af scenen, og ellers en intim opsætning midt oppe i salen, hvor Bridie Monds-Watsons aka Soak tonede frem som første artist. Helt alene med en guitar brændt hun intenst og inderligt igennem med ’B a noBody’, ’Blud’ og ’Reckless Behaviour’, hvor den unge nordirers enkle akkorder og sarte vokal fyldte rummet som dråber i en underjordisk drypstenshule.
3. Choir of Young Believers
Som en rastløs løve i et bur vandrede Jannis Noya Makrigiannis rundt om sine musikere, mens den elektroniske puls i ‘Serious Lover’ gradvist spredte sig i Koncertsalen, hvis rum Choir of Young Believers også anvendte visuelt med god effekt. Bandet var badet i et blåligt skær under ‘Jeg ser dig’, mens en række personer vandrede oplyst af røde lamper rundt blandt publikum. Vi blev primært trakteret med materiale fra det kommende album ’Grasque’, der udgives i februar, men Makrigiannis og co. imødekom såvel gamle fans som dem, der måtte savne ‘Broen’ denne lørdag aften i primetime, med en afdæmpet ‘Hollow Talk’ badet i synth-oscillationer og delay-loops.
4. Myrkur
Såfremt man forventede at møde den hypede black metal-dronning blev man slemt skuffet. Amalie Bruun havde nemlig ladet sine tungt rockende våbenbrødre blive hjemme og i stedet allieret sig med et pigekor og en akustisk guitarist. Selv sad hun ved et klaver og lod sin krystalklare røst brede sig i salen. Omend Bruun ikke kunne dy sig for et enkelt skrig, var de komponenter, som udgør debutalbummet ‘M’ helt udeladt, og det stod klart, hvor forankret Myrkur er i den nordiske folkemusiks traditioner. Selv om der givetvis har været ærgrelse blandt nogle, var det nu fint at konstatere, hvordan udtrykket også kan fungere i denne opsætning, og at ‘Onde børn’ afklædt sit metalliske panser stadig lød pompøs og overbevisende.
5. De Underjordiske
Den danske psychscene er for tiden en spirende underskov af talent, og med Spids Nøgenhats gennembrud er fm-båndene ligeledes blevet åbne for den udkoksede syrerock. Hvilket De Underjordiske også har draget fordel af, og denne aften gav de en glimrende opvisning i deres greb om genren med den hypnotiske ‘Trold’ som højdepunktet, hvor forsanger Peter Kure foldede de nasale stemmebånd ud og fysisk levede sig ind i musikkens kalejdoskopiske udladninger som en anden Jim Morrison. Den korte spilletid, hver artist var blevet tildelt, jokede den synligt overvældede frontmand med, da han muntert efter første nummer konstaterede: »Vi er allerede nået til vores sidste sang. Det er for vildt det her!«
6. Velvet Volume
I august udkom debutsinglerne ‘I Think I Need You’ og ‘Runnin’ Wild’, og siden har en eksponentiel kometkurve tegnet sig for Velvet Volume med aftenens show som deres tredje tv-transmitterede optræden. At de besidder momentum var åbenlyst vurderet på det tordnende bifald, som mødte Noa, Naomi og Nataja Lachmi, der fik fuld udbytte af trioformatet og komplementerede hinanden glimrende i den energiske og riff-funderede rock’n’roll. Noa og Naomi delte de vokale roller mellem sig, ligesom de gav instrumenterne rige udfoldelsesmuligheder, hvilket Naomis medrivende basfigur i ‘Honey’ understregede. Hypen til trods gik de tre aarhusianske søstre upåvirkede til sagen, omend de ikke kunne skjule glæden og taknemligheden over modtagelsen, hvor de stående ovationer talte deres tydelige sprog.
7. Benal
Hiphop-koncerter kan i nogle tilfælde synes mangelfulde, når setuppet bare består af en dj og en rapper, men med Benal har man vitterlig talt ikke brug for andet end Benjamins skarpt leverede og monotont bankende tekstlevering og Alberts bastunge, boblende og til tider ret tunge produktioner. Hævet op midt i salen fik vi tre numre af elektronisk dundrende og småaggresiv hiphop med Den Gale Pose-omskrivningen ’Hiphop’ som overlegen finale, hvor Benjamins vrissende levering rungede helt op på balkonen.