Kommentar: Rihanna er trådt i karakter – tre vigtige pointer i kølvandet på ’Anti’

Kommentar: Rihanna er trådt i karakter – tre vigtige pointer i kølvandet på ’Anti’

Chokket har lagt sig, og vores musikredaktør har haft tid til at sunde sig ovenpå surprise-udgivelsen af ’Anti’ – et album, der overrasker og blotter en popkunster på vej ind i en ny fase af sin karriere. Her er tre pointer, der kendetegner Rihanna anno 2016.


1. Landskabet for popstjerner har ændret sig – det samme har Rihanna

Der skete et eller andet på den amerikanske singlehitliste sidste år. Skæve eksistenser som The Weeknd og Fetty Wap strøg til tops, og der bredte sig sideløbende en forståelse af, at det ikke længere kun var de mest renskurede popkunstnere og -sange, der kunne ramme plet hos de brede masser. At et hit kunne komme ud af det blå uden nødvendigvis at være skræddersyet til det – tag bare ’Hotline Bling’ som eksempel.

Måske det har smittet af på Rihanna? For ingen havde regnet med, at hun ville udgive et album som ’Anti’: 13 sange uden én eneste banger i blandt.

Den Drake-assisterede sexballade ’Work’ blev sluppet i går som eneste officielle single, og helt overordnet er tempoet blevet skruet gevaldigt ned til fordel for mellemtempo-slæbende, småeksperimenterende r’n’b-skabninger og intime ballader i et hav af forskellige stilarter. I morges gennemgik jeg alle albummets sange én-for-én, og den afdæmpede stemning er kun blevet accentueret dagen igennem via flere lyt.

Der blotter sig en helt ny kunster, der er ligeglad med singler og ligeglad med, at dansegulvet som oftest er vejen til hitlisterne – med mindre man hedder Adele.

Men hvorfor overhovedet tale så meget om hitlister og singler? Fordi det har været det, Rihanna indtil 2016 har mestret. Hun har aldrig leveret det helstøbte og gennemtænkte album som Beyoncé, men i stedet en kontinuerlig parade af succesfulde og vanedannende singler. Singlerne har været fundamentet i hendes karriere siden 2005. Den tid er forbi nu.

Bevares, ’Work’ gik nummer et i over 40 lande på et par timer, men man kan ikke komme uden om, at ’Anti’ præsenterer en helt ny Rihanna. Men efter syv album på otte år (2005-2012) har pladen også været over tre år undervejs – uhørt for popstjernen, som tidligere i karrieren sad på en rutsjebane af succes, der bare kørte i ring. Der sker meget på tre år, når man er i midten af 20’erne.

Et eller andet sted er det måske ligefrem mærkeligt, at der skulle gå lang tid, før hun fik lyst til at genopfinde sig selv. Måske det bare har taget lang tid at overbevise pladeselskabet om, at dette var vejen at gå? Måske hun først nu har taget initiativet?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Anti’ viser en frygtløs popstjerne, der er trådt i karakter

Det er svært at tro andet, end at stilen på ’Anti’ er fordret af Rihanna selv. At hun var klar til et nyt kapitel i sin karriere. Og sådan noget sker normalt ikke uden at tage chancer.

For det første gik de fleste i kollektiv ekstase over de tre meget succesfulde singler i 2015, der viste forskellige sider af sangerinden og (troede vi), lagde grundlaget for et nyt album, der stadig ville blande ballader og bangers, men med en højnet kvalitet og bevidsthed.

Hverken ’FourFiveSeconds’, ’Bitch Better Have My Money’ eller ’American Oxygen’ er at finde på ’Anti’.

Formentligt fordi Rihanna denne gang har tænkt på albummet som en helhed. ’Bitch Better Have My Money’ havde været direkte malplaceret, selv om specielt ’FourFiveSeconds’ i min optik er savnet på tracklisten – hvorfor ’Anti’ skulle være en helt ren tavle kommer Rihanna forhåbentligt til at forklare i nogle kommende interviews. Selv om den rene tavle et eller andet sted er mere end grund nok i sig selv.

Netop på grund af disse valg føles ’Anti’ også ekstra friskt. Det er ikke et popalbum, der fører sig frem på to-tre stærke singler, som man sidder og skipper frem og tilbage efter (eller bare finder på Youtube).

Lyden er low key, moden, aldrig banal eller leflende, og nogle steder med ret eksperimenterende og kompromisløse valg i produktionerne. Man kan næsten mistænke Rihanna for at flade kvaliteten ud, så man rent faktisk har lyst til at høre fra ende til anden.

Det er altså ikke mange af Rihannas hidtidige 13 nummer et-singler, der er ballader – ’Take a Bow’, ’What’s My Name’ og delvist ’Diamonds’ er de eneste. Og ’Anti’ kan ikke tolkes som andet end Rihanna, der træder i karakter som kunstner. En kunstner, der insisterer på at udfordre sit image og virke som popmusiker.

Tag bare den skurrende ‘Woo’, selve sammensætningen af pladen med små mellemled, det støvede åbningsnummer ‘Consideration’ samt det faktum, at ‘Anti’ indeholder et blindt cover af Tame Impalas ’New Person, Same Old Mistakes’. Elementer der var umulige at forudse – og Rihanna har altså oftest været alt andet end uforudsigelig.

Ja, hun har stadig et gigantisk og superkompetent hold af sangskrivere og producere tilknyttet – selvfølgelig – men her føler man en form for vision. Et statement, der runger både musikalsk og konceptuelt. Nu begynder der at være noget på spil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Koncerterne skal nok blive en fest alligevel

Når nu Rihanna til sommer besøger både Smukfest og Refshaleøen er det selvfølgelig umuligt ikke at tænke over, hvordan albummets stil kommer til at påvirke koncerterne – turneen hedder trods alt ’The Anti World Tour’.

Nu kan man selvfølgelig kun spekulere, men her er det nok vigtigt at tænke på, at der efterhånden er relativt stor diskrepans, når popstjerner tænker album og koncerter. Drake laver et blåøjet tude-medley, men spiller ellers bangers for alle pengene, og jeg tror ikke, man skal være ’urolig’ for, at festen kommer til at udeblive.

De lidt mere kække ’Anti’-sange som ’Work’, ’Desperado’ og ’Kiss It Better’ skal nok finde vej til setlisten, men nu skal denne her tekst heller ikke forstås som om, at jeg tror, Rihanna er stoppet med at kunne lide at have det sjovt.

’Anti’ er et album, som man skal lytte til i sin helhed. Et Rihanna-album skabt til hørebøfferne, tro det eller ej. Og selv om stilen er både spændende og modtages med kyshånd, er både sangerinden og hendes bagland mere end bevidste om, at det ikke er det, der kommer til at tage kegler live.

Så bare rolig – hun skal nok spille ’We Found Love’ og ’Only Girl in the World’. Men jeg tør vædde på, at man dagen efter har mest lyst til at sætte ’Anti’ på.

Læs også: First listen: Vores førstehåndsindtryk af Rihannas ‘Anti’ – sang for sang

Læs også: Rihannas ‘Anti’ er ude nu – download albummet gratis

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af