Lyspyramider, vulkaner og ildspyende drager: Her er de mest spektakulære musik-turnéer nogensinde

Lyspyramider, vulkaner og ildspyende drager: Her er de mest spektakulære musik-turnéer nogensinde

Adele indledte for nyligt en verdensturné i forlængelse af sit længe ventede og storsælgende ’comeback’-album ’25’. I tilfældet Adele er stemmen i centrum, så der er sparet på de helt store udstyrsstykker i forbindelse med turnéen, men publikum er dog blevet præsenteret for nogle fine, og på sin egen stille måde, spektakulære indslag, ikke mindst det ’regn-forhæng’, der omslutter sangerinden under ’Set Fire to the Rain’.

Nu er stort ikke nødvendigvis lig med bedst, men som vores gennemgang af nogle af musikhistoriens mest imponerende turnéer nedenfor demonstrerer, skader det bestemt ikke at bruge mange penge på imposante kulisser og sansevækkende lysshows, hvis man skal gøre sig håb om at betage et stort publikum.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. The Rolling Stones ’Voodoo Lounge Tour’ (1994-95)

The Rolling Stones har på mange måder været med til at definere oplevelsen af store stadionkoncerter i nyere tid. Bandets brug af enorme scenekulisser, alskens pyroteknik og gigantiske skærme og lyseffekter har dannet skole for, hvordan stjerner fra rockens og poppens øverste elite har grebet deres omfattende verdensturnéer an i de sidste 25-30 år.

Med ’Steel Wheels’ (1989-90) havde Jagger og co. defineret rock’n’roll-koncerten som et også visuelt spektakel af højeste kaliber, men det var med ’Voodoo Lounge’, at succesen som omrejsende cirkus for den så småt aldrende generation af ’Babyboomers’ – og nye generationer af rocklyttere med appetit på kendskab til rockens formative år – for alvor blev forvandlet til en institution. Den dag i dag er en verdensturné med Rolling Stones fortsat den oplagte anledning til at aktivere rocknostalgi i højeste potens: Tænk bare på ’Bridges to Babylon’ (1997-98), ’Licks’ (2002-03) og ’A Bigger Bang’ (2005-07).

’Voodoo Lounge’ var på daværende tidspunkt den mest indbringende turné verden endnu havde set, og den tager – lige akkurat – prisen som det mest imposante scenedesign, rullestenene har turneret med. De enorme dukker, den ildspyende, metalliske drage, der knejsede skråt henover scenen, videoanimationen og muligheden for VIP-publikum langs siderne på selve scenekonstruktionen, var godt forløste ideer, der i den grad tog kegler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. U2 ’Zoo Tv Tour’ (1992-93)

U2’s 2009/11-verdensturné ’360° Tour’ er den mest indbringende turné nogensinde (den indspillede for langt over 700 mio. dollars), men nok næppe så skoledannende som bandets første multimedieelle tour (de force) fra 1992-93, der udgjorde en helt ny måde at tænke visuelle komponenter og brug af enorme skærme med paroler og slagord (ofte med ironisk fortegn) ind i en klassisk rockkoncertkontekst. Et af de mest ikoniske indslag var de farvestrålende Trabanter, der hang ned fra sceneloftet. Man havde simpelthen købt bilerne fra en østtysk leverandør, der post-DDR havde drejet nøglen om, netop i månederne inden U2 opkøbte restpartiet.

’Zoo Tv Tour’ var et sansebombardement, hvor U2 ønskede at udfordre sit publikum ved at lade sig inspirere af de medieformer og informationsstrømme, der prægede den postmoderne virkelighed, og som bandet – ironisk nok – forholdt sig kritisk til.

Bono spillede flere roller undervejs, bl.a. som figuren ’The Fly’, iført sort lædertøj og sorte solbriller og stramt tilbageslikket hår, og MacPhisto, en djævleskikkelse i guldjakkesæt. Undervejs understregede man mediedagsordenen og zapperkulturen med pludselige afbrydelser af musikken for at foretage telefonopkald til fx politiske ledere (i Danmark foretog Bono et opkald til daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, men i stedet fik fat i hans lettere tvære – eller bare uforstående – hustru, Alice Vestergaard) og satellitforbindelse til den belejrede bosniske hovedstad Sarajevo (som var under serbisk kontrol i den jugoslaviske borgerkrig).

Sigende nok kårede magasinet Rolling Stone det i sin årsopsamling for 1992 som både ’årets bedste turné’ og ’årets værste turné’ (!). Det sammenfatter nok bedre end mange ord de delte meninger, der var om touren i samtiden – og de ofte modstridende følelser, der rasede i mange af dem, der var vidne til U2’s transformation fra oprigtige roots-rockere til postmodernistiske trickstere.


Roger Waters

3. Roger Waters ’The Wall Live’ (2010-13)

Man kan diskutere musikkens paroler og mytomane kritik af den kapitalistiske maskine, som Roger Waters har ernæret sig så strålende ved (foruden den selvmedlidende fremstilling af rockstjernens egen gebet som offer for ’de fascistiske masser’: Waters må have rockhistoriens mest foragtelige syn på sine egne fans!) OG man kan diskutere ophavsmandens legendariske ego og hans behov for at distancere sig fra den bandkontekst, som mammutkonceptværket ’The Wall’ blev til i, men hvad man ikke kan diskutere, er den succes, hvormed Waters turnerede med sit materiale i årene 2010-13, hvor det blev til i alt 219 koncerter verden over (heraf næsten halvdelen alene i Nordamerika).

Waters satsede stort ved at spendere angiveligt 60 mio. dollars i produktionsomkostninger til det omrejsende totalteater (det svarer til prisen for en mellemtung Hollywood-blockbuster), men han havde med rette fornemmet, at tiden var til dels at genoplive moderalbummets bidske samfundskritik (post-’War on Terror’ og post-finanskrise), men også til stort opsat rocknostalgi. Således tjente turnéen sig tifold tilbage.

Showet var baseret på Pink Floyds oprindelige fremførelse af ’The Wall’ ved en række store koncerter i 1980-1981, hvor en enorm mur bygges op på scenen i løbet af sættet, hvor efter den rives ned til sidst. I takt med at muren rejser sig, (og bandet dermed forsvinder fra syne) projiceres en række komplekse visuelle elementer og slogans op på den hvide mur – et område, hvor den teknologiske udvikling helt sikkert gav Waters fornyede muligheder for at optimere showet i forhold til de ældre opførelser. Undervejs anvendtes også nogle enorme marionetdukker, som også optræder i de gamle shows (og i filmen ’The Wall’ fra 1982, hvor Bob Geldof spiller den fremmedgjorte rockmessias, optræder som animationsfigurer).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Madonna ’Blond Ambition Tour’ (1990)

Man kan ikke tale om moderne popkoncertkoncepter uden at medtænke den betydning Madonna har haft for opfindelsen af formen. I den forbindelse troner 1990-turnéen ’Blond Ambition’ over resten af feltet. Hvis man ikke selv var til stede ved de i alt 57 legendariske koncerter, kan man trøste sig med, at den næsten lige så legendariske koncertfilm/dokumentar ’Truth or Dare’ (eller på ’dansk’: ’In Bed with Madonna’) er en strålende kompensation.

Det kan godt være, at Madonna sidenhen har skabt større, længere og dyrere koncertrækker (ikke mindst den voldsomt indbringende ’Sticky & Sweet Tour’ i 2008-09), men ’Blond Ambition’-turnéen foregik på et tidspunkt, hvor Madonna ikke kunne sætte en fod forkert, og den var bygget op omkring sangene fra hendes hidtil bedste og mest ambitiøse album, ’Like a Prayer’.

Den ikonografiske brug af symboler, der bevidst sammenstiller katolicisme med seksuelt begær, åbnede for et enormt felt af interessante modstillinger og visuelle komponenter, som Madonna med sans for provokation og ikonografi udnyttede til fulde. Mange af de ting Madonna bragte på banen på ’Blond Ambition Tour’ er sidenhen gået hen og blevet en fast del af pensum i popikonografiens historie, ikke mindst de Jean-Paul Gaultier-designede ’bullet bras’ og de stramme korsetdragter. Men den falske hestehale, de mandlige dansere i bar overkrop, den gennemførte koreografi og, nå ja, onani-fremførelsen af ’Like a Virgin’ er alt sammen ting, enhver med Gen X-blod i årerne næppe vil glemme, før seniliteten indtræder. Og det meste er elementer Madonna sidenhen har skamredet i sine senere turnéer, således også i sin netop overståede ’Rebel Heart Tour’, hvor nonner, krucifikser og masturbation indgår i en for Madonna helt naturlig dialog.

Grundpræmissen med at inddele sit sæt i klart adskilte tematiske segmenter blev også født med ’Blond Ambition’, der bevægede sig rundt i temaer som ’Metropolis’, ’Dick Tracy’ og Art Deco.

’Blond Ambition’ blev i 1999 kåret som 1990’ernes bedste koncert(række) overhovedet af Rolling Stone Magazine!


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Daft Punk ’Alive’ (2006-07)

’Daft Punk is playing at my house…’ – nej, måske ikke helt. Det kan godt være Daft Punk ikke spillede for lige så store menneskemængder som de fleste andre på listen her, da de turnerede med ’Alive’, men det stramt komponerede, men iøjnefaldende lysdesign, der stod i centrum for de 48 koncerter i 2006-07, kunne hamle op med det meste. Nogle gange er den godt tænkte og stærkt udførte ide lige så overvældende som tusind forskelligartede ideer kastet sammen i et sammensurium af kostume- og sceneskift.

I centrum for scenen var anbragt en pyramide, som de to lydtroldmænd – Guy-Manuel de Homem-Christo og Thomas Bengalter – var placeret indeni. Rundtom pyramiden bestod scenedesignet i et fletværk af trekanter. Hele farveladen blev taget i brug som en supersensorisk puls, der moduleredes i takt med musikken.

Kritikerne var meget begejstrede, og den efterfølgende livealbumudgivelse kronede indsatsen ved at vinde en Grammy som bedste electronica/dance-album.

Det er ikke urimeligt at antage, at franskmændenes opdatering af hvordan en electronica-koncert kunne tage sig ud, har haft en enorm indflydelse på bl.a. senere koncertevents med EDM-relaterede navne som Major Lazer, David Guetta, Skrillex og Deadmau5, der alle har søsat mere og mere overdådige og sanseoverældende liveoplevelser, der alle kan siges at pege tilbage på Daft Punks nu legendariske ’lyspyramide’.

Kanye West

6. Kanye West ’Yeezus Tour’ (2013-14)

Meningerne var delte da Kanye satte sin ’Yeezus Tour’ i søen. Nogle mente, han havde taget skridtet for langt ud i det storhedsvanvittige, for ikke at sige messianske/blasfemiske.

Kanye anbragte naturligvis et ca. 20 meter højt bjerg i centrum af sin scene. Halvvejs gennem showet forvandlede et tilstødende isbjerg sig også til et bjerg, og endnu senere splittede det oprindelige bjerg sig i to og forvandlede sig til en levende vulkan. No big deal. Senere endnu kravlede så en edderkoppelignende djævleskikkelse med røde øjne op fra bjerget.

Over scenen hang en skrå 20 meter bred LED-skærm, der både sendte billeder fra selve scenen og projicerede ild og stormfulde skyer. Midt i dette inferno af lys, lyd, lasere og røg (’All of the Lights’ indeed!) foregik en masse kvasi-liturgiske optrin på selve scenen. I stedet for disciple var Kanye sekunderet af 12 kvindelige dansere klædt i nøgendragter og sære pels-hagesmække (!), der gestikulerede rundt som tog de del i en procession op til en eller anden okkult-kultisk messe.

Kanye optrådte selv med maske meget af tiden, men på et tidspunkt kommer en hvid Jesus-figur ind og tager masken af ham. Læg i det, hvad du vil…

Hver aften holdt Kanye delvist improviserede taler om ’nationens tilstand’ som en anden Moses på bjerget. Vrøvl eller vise ord? Som så meget andet Kanye West-relateret befandt også ’Yeezus Tour’ sig på et udefinerbart sted på det kontinuum.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. AC/DC ’Black Ice World Tour’ (2008-10)

AC/DC havde ikke kørt de helt store turné-kanoner i stilling i en længere årrække, da de i 2008 satte ud på en verdensomspændende turné i forlængelse af det overraskende storsælgende comebackalbum ’Black Ice’. Når man samtidig har solgt mere end 150 millioner album verden over i løbet af karrieren, så er det ikke så sært, at der var lagt i kakkelovnen til en dundersucces af en turné, der fik millionerne til at vælte ind på bankbogen. Det blev til 168 koncerter i 29 lande verden over i løbet af de to år, turnéen varede, med over 5 millioner publikummer.

AC/DC befinder sig med andre ord i en klasse for sig, når det gælder den hårde rock. Her kan selv ikke kolleger som Metallica være med.

Scenekonstruktionen var domineret af et kæmpe tog og en af bandets signaturer i form af en gigantisk oppustelig dukke, også kendt som ’Rosie’, der blandt andet sad over skrævs på toget. Subtilt var det næppe, men på sin egen måde det perfekte billede på bandets attraktion: fart over feltet i et tempo man kan regne med og med let adgang til villige damer i vulgært undertøj.

Bandet ramte på en forunderlig måde noget i tidsånden, noget både album- og turnésuccesen vidnede om. Og efter otte års afsavn var den store fanskare virkelig tændt: Nu skulle der være fest! Det blev grundlægger Malcolm Youngs sidste turné. Han takkede af i 2014 og overlod de andre med ansvar for den stolte skude, der pt. synes at tage ganske meget vand ind grundet en kriminel trommeslager og en næsten døv forsanger.

Michael Jackson bad

8. Michael Jackson ’Bad World Tour’ (1987-89)

’Bad World Tour’ var Michael Jacksons første store verdensturné som soloartist, og på daværende tidspunkt var appetitten efter at se ’The King of Pop’ så enorm, at efterspørgslen slog alle rekorder: Jackson havde trods alt allerede før ’Bad’ leveret verdenserobrende album som ’Off the Wall’ og – verdens mest solgte album – ’Thriller’ (’Victory Tour’ i forlængelse af ’Thriller’ var som del af ’The Jackson Family’).

Turnéen, der bl.a. indeholdt hele ni koncerter alene i Tokyo, bestod af 123 koncerter, blev set af 4,5 mio. mennesker og indspillede for 125 mio. dollars, hvilket sidst i 1980erne var lige til rekordbøgerne (det var før The Rolling Stones for alvor slap rocknostalgibølgen løs i starten af 1990’erne).

Det kan godt være, at Jackson ikke fandt på nye signaturtræk, der kunne matche hans moonwalk, hat eller hvide handsker fra ’Thriller’-tiden, men alligevel blev hans performance på turnéen trendsættende for hele resten af hans karriere, både i forhold til brugen af koreografi og kostumer, ofte i et mere råt tilsnit end tidligere set, jævnfør ’Bad’-artworket, hvor Jackson tonede frem i læder, nitter, spænder, remme etc. Store videoprojektioner med stjernens skyggeprofil blev blæst op, som en meget tydelig illustration af, hvor ikonisk Jackson var blevet. Enhver jordboer anno 1987 ville kunne have genkendt Jacksons skyggeprofil alene ved hjælp af hans positur og bevægelser i løbet af ganske få sekunder.

Modsat senere var det dog på ’Bad World Tour’ fortsat en stjerne på toppen af sin ydeevne, der leverede varen, og ikke en langsomt krakelerende stjerne med tiltagende bizarre vaner og udseende.

’Bad World Tour’ var med andre ord den helt store anledning til at se Kongen af Pop folde sig ud og indtage sit verdensrige med manér. Alene det faktum gjorde turnéen til en spektakulær attraktion.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Talking Heads ’Speaking in Tongues Tour’ (1983-84)

Koncerter gør sig godt på film, hvis mediet anvendes med sans for musikkens drama og puls. Talking Heads lavede i 1984 koncertfilmen ’Stop Making Sense’ sammen med instruktøren Jonathan Demme (senere Oscarvinder for ’The Silence of the Lambs’). En film, der velsagtens er almindeligt anerkendt som ’verdens bedste koncertfilm’. Demmes iscenesættelse var baseret på det show, Talking Heads havde stablet på benene i forbindelse med turnéen ’Speaking in Tongues Tour’, hvor de havde arbejdet tæt sammen med designeren Beverly Emmons.

Det, der lykkedes så godt med ’Speaking in Tongues’, er, at bandet nok havde bevæget ambitionsniveauet et nøk i vejret og på sin vis respekterede popkoncertens væsen ved at skabe en fortælling og et forløb, men samtidig bevarede de den friskhed, råhed og appel, der lå i deres udgangspunkt som alternative musikere med forankring i den mere avantgardistiske og intellektuelle del af 1970’ernes new wave-scene.

Forsanger og mastermind David Byrne, der ankommer på en næsten tom scene kun med en guitar og en stor ghettoblaster, hvorefter han kaster sig ud i ’Psycho Killer’. Langsomt bygges scenen op fra sang til sang, og flere og flere musikere kommer ind og tager del i koncerten. Særligt én visuel komponent står fast i erindringen: synet af Byrne i et i tiltagende grad overdimensioneret jakkesæt, som var der tale om en eller anden syret alternativ virkelighed, lige dele uhyggelig og komisk. Det gav en illusion af, at hans hoved blev mindre og at hans lemmer var frarevet kroppen. Den berømte filmkritiker Pauline Kael (der elskede filmen) tolkede det som en kommentar på det psykologiske skisma, kunstneren oplever, når han formidler sin kunst over for et publikum, men Byrnes forklaring er mere jordnær: ’Ved at gøre mit hoved mindre og min krop større, forsøgte jeg at vise, at musik først og fremmest kommer til live som en kropslig reaktion.’

’Speaking in Tongues’ (og ’Stop Making Sense’) er et smukt eksempel på, at det spektakulære godt kan være ’ikke-spektakulært’, og at det således ikke behøver at koste et mindre mellemamerikansk lands bruttonationalprodukt at stable et seværdigt show på benene.

Læs også: Her er 15 koncerter du skal opleve i april

 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af