Emma Acs spiller live på torsdag den 31. marts til Konfetti på Papirøen, hvor der er fri entré.
Man skulle tro, at tiden efter at have udgivet sit debutalbum er en af de bedste i en ung musikers liv. At forløsningen over endelig at få sin musik og sine tanker ud til andre end blot de nærmeste er så stor, at man nødvendigvis må være ligefrem lykkelig. Men ikke for Emma Acs. I tiden efter hendes ellers charmerende, psychpop-dyrkende debut, ‘Champagne’, for fire år siden ramte hun muren, et hul af depression og angst. Frygten var altædende og føltes helt fysisk, som om et eller andet forsøgte at kvæle hende.
»Mindst en gang om dagen følte jeg, at jeg var ved at dø«, siger hun.
Vi sidder og taler i sangerindens baggård, og i sensommerens solstråler kan det virke lidt surrealistisk at tale om angst, depression og død. Men det er Emma Acs’ historie, i hvert fald en del af den.
»Meget af tiden kunne jeg ingenting. Jeg fik senere at vide, at det, hjernen kan forestille sig, er så virkeligt, at det næsten svarede til at få et hjerteanfald om dagen. Kroppen var udmattet på samme måde«.
Acs er et privat menneske. Hun vil helst ikke have, at fotografen fanger for meget af hendes lejlighed i sin linse, når han tager hendes portræt, og hun er heller ikke meget for at fortælle, hvad der lå til grund for hendes krise. Det interessante, fortæller hun, ligger ikke i krisens udgangspunkt, det ligger i dens løsning.
Alligevel bliver man tildelt nogle ganske få glimt.
»Jeg ved ikke rigtigt, hvad krisen kom af, for der var ikke noget mønster i det. Jeg tror, det var gamle ting, jeg havde lukket øjnene for, og som så kom frem. Gammelt rod, der ikke var styr på«, siger hun.
Jamen, hvad var det?
»Alt muligt. Alle mulige følelser, jeg ikke havde dealet med, men som satte sig og blev fysiske. Og så var det selvforstærkende, for jeg var rigtig vred over at have en depression. Jeg følte, at jeg spildte de bedste år af mit liv, starten af 20’erne. Jeg ville virkelig bare gerne havde det godt. Jeg er ikke typen, der romantiserer at have det dårligt. Men det var kun sådan, jeg havde det«.
Men vi er stadig ikke kommet nærmere på, hvad det var, der satte det i gang…
»Jamen det tror jeg heller ikke, at jeg ved. Jeg tror i virkeligheden heller ikke så meget på, at der var en specifik grund. Det var en nedadgående spiral. Det føltes som at synke, som om at jo mere jeg sprællede, jo mere sank jeg«.
Udnyttede monstret
Det var angsten, Emma Acs skrev om, da hun senere indså, at krisen først for alvor ville forsvinde, hvis hun angreb den med det, hun nu engang var bedst til. Musik. Hun begyndte at skrive om at have det ad helvedes til.
»Det var, som om jeg var indhyllet i sort. Det var så klaustrofobisk. Det føltes som et væsen, og det var det væsen, jeg konkretiserede og skrev om. Jeg var ikke vred på noget menneske, jeg kendte. Det havde ellers været nemmere, men jeg kunne skrive om det her væsen, som forfulgte mig. Det var et tyndt, ranglet, langt, kroget, meget forførende, ulækkert, omklamrende væsen«, fortæller hun.
I den to år gamle video til hendes single ‘Balloon Farm’ ser man det væsen, hun taler om. En djævel, som prøver at komme tæt på hende, at få fat i hende med sine lange kløer, og det ender med, at hun underskriver en kontrakt, som den sorte skikkelse holder frem. Symbolerne står i kø, men det er også vigtigt for Acs at understrege, at djævlen i videoen er en latterliggjort figur, som hun kunne bruge til at komme videre fra krisen.
Og det virkede. De nye sange, hun skrev, havde den virkning, hun havde håbet på, og flere af dem er endt på hendes andet album, ‘Give in to Whatever’. Hendes problemer blev konkretiseret, de blev til et væsen eller en stemme, som hun kunne skrive om, og gennem den proces blev det lidt efter lidt muligt også at bearbejde angsten.
»Jeg havde brug for at konkretisere problemerne, så jeg havde noget at tage afstand fra. Det var jo så abstrakt. Mit problem var, at jeg ikke kunne kommunikere med den (væsenet, red.), fordi det ikke handlede om en konkret ting eller person. Så jeg skabte den«, fortæller hun. »Nogle gange kommer den og synger på pladen«.
Hvordan er den så?
»Vildt uhyggelig. Det er jo et monster«, siger hun.
Igen er hun ikke meget for at fortælle om denne karakter. Hun vil hellere tale om, hvorfor den er vigtig.
»Det handlede simpelthen om at få den til at gå væk og om at udnytte den til at komme videre. For at få det bedre. Jeg kan godt lide at bruge de dårlige ting, der sker i livet, til noget godt og vende det, så det gavner mig selv. Og det gør jeg så ved at lave musik. Det blev min drivkraft for at skrive igen. Pludselig fandt jeg en energi, jeg ikke havde haft. Jeg havde ikke lyst til at ligge i fosterstilling, så i stedet fandt jeg frem til en aggressiv energi. Men en aggressiv energi er også altid en god energi«.
Musikkens hule
Emma Acs begyndte at spille musik, da hun var helt lille. Ni eller ti år gammel, hun husker det ikke helt. På en eller anden måde har hun altid vidst, at det var musiker, hun ville være, og selv om hendes forældre nok havde forestillet sig, at hun også skulle lave noget andet, så har de altid støttet hende – også da der pludselig gik fire år mellem debuten og det nye album.
»Det føltes, som om det gav mening, hver gang jeg spillede. Jeg havde følelsen af, at jeg nu lavede noget, som rent faktisk var det, jeg kunne og skulle. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle lave«, fortæller hun.
»Jeg kunne godt lide at fortælle historier, og jeg kunne godt lide den måde, man kan formidle historier og stemninger gennem musik. Musik har altid været min verden, min hule. Jeg kan vildt godt lide den måde, en sang kan ramme lytteren på. Den spænding der er mellem melodi, tekst og måden, den bliver sunget på. Det kan ramme på flere fronter. Musik er så stærk en kunstform, at den kan forfølge en, selv når man ikke hører den«.
Emmas far spiller musik, og selv om hendes forældre er blevet skilt, er hun sikker på, at hun har fået dele af dem begge med sig.
»De levede meget forskellige liv, og det gjorde jeg derfor også, da jeg voksede op. Mine forældre er så forskellige, som mennesker kan være. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de nogensinde har været sammen«.
Hun griner.
»Min far er struktureret, mere praktisk, og min mor er mere følsom og mere flyvsk. Jeg har nok fået begge dele. Jeg har i hvert fald haft brug for begge dele«.
Hun gik ikke i gymnasiet. Det var ikke noget for en ung kvinde, som bare ville være musiker. I dag læser hun sangskrivning på konservatoriet.
Fake og originalt
Måske er det den nye uddannelse, der har smittet af på det nye album, som på mange måder er mere sofistikeret end debuten. Hvor det på ‘Champagne’ var de sommerlyse og syrepoppede klange, der lå og bestemte under Emmas nærmest naive, lyse vokalklang, er der på ‘Give in to Whatever’ tale om et mere fragmenteret, heftigt og eksperimenterende lydbillede. Med sig i studiet har sangerinden haft produceren Nis Bysted, som tidligere har produceret for blandt andre Iceage, Synd og Skam og Cancer, ligesom han er en del af Thulebasen og medejer af pladeselskabet Escho. De skulle vise sig at være et godt makkerpar.
»Det var perfekt, at jeg kunne komme til at arbejde sammen med Nis. Jeg har altid været stor fan af hans arbejde, især med Thulebasen, og da han en dag spurgte, om ikke vi skulle lave noget sammen, sagde jeg med det samme, at jeg ville lave min nye plade med ham«, fortæller Emma.
På det tidspunkt havde hun været en tur i USA, hvor hun i Portland havde skrevet sange sammen med Matt Hollywood fra Brian Jonestown Massacre. Mødet og samarbejdet med en anderledes tænkende musiker var udfordrende, og efter at have besøgt Los Angeles, hvor hun spillede et par koncerter, men mest af alt bare hang ud, var hun klar til endnu engang at indspille et album.
»Det var derovre, jeg fik lyst til at lave endnu en plade. Det er sindssygt inspirerende at rejse og komme væk fra det, man ser hver dag. Los Angeles er så spraglet. Jeg elsker alle de myter, der er omkring det gamle Hollywood, og jeg elsker, at et sted, der er så fake, kan være så originalt og produktivt. Det er så underlig en by, og det var en god drivkraft for mig«, siger hun. »Pludselig kunne jeg se en rød tråd i noget af det, jeg havde skrevet, og da jeg kom hjem, samlede jeg det og gik i studiet«.
I det hele taget har kimen til det nye album, altså ud over konkretiseringen af de indre dæmoner, ligget i mødet med andre musikere. Emma har opdaget nye indspilningsmetoder, hun har opsøgt anderledes måder at optræde på, for eksempel da hun turnerede med avantgardekunstneren Jack Name, som »ikke gider have et band«, som hun siger.
»Han hyrer bare folk til hver koncert. Han spørger sine venner, om de gider spille den dag, og hvis de ikke gider, er det ikke noget problem, og hvis de godt gider, så får de bare et sæt noder, og så går de i gang. Jeg har haft brug for at gentænke, hvorfor jeg overhovedet har lyst til at spille, og hvordan jeg kan lide at spille. Jeg havde brug for at udforske det hele«.
Hun fortsætter: »Der er så mange dogmer, som man kan benytte sig af, og som jeg nok ikke har prøvet før. Hele den nye plade er blevet skabt på en anderledes måde. Vi har slettet halvdelen af sange, bygget forfra. Pillet fra hinanden og samlet igen. Ikke lagt os fast på noget fra start. Det har været meget mere kreativt, end ‘Champagne’ var, og det tror jeg måske kommer af inspirationen fra at have lavet musik sammen med andre«.
Dæmonerne og det indre liv er dog stadig, føler man, det vægtigste afsæt for albummet.
Tror du, man skriver bedre musik, hvis man er lidt ude at skide?
»Ikke nødvendigvis. Men jeg tror, at musikken er et rigtig godt sted at håndtere, at man er ude at skide. Jeg tror, at alle, der laver noget kreativt, kan relatere til, at det er godt at gribe fat i de følelser, man har, og kommunikere med dem«.
Interviewet blev bragt første gang i Soundvenue #97. Emma Acs spiller live på torsdag den 31. marts til Konfetti på Papirøen, hvor der er fri entré.