1. Abra – natklubbens sære r’n’b-herskerinde
Hun kalder sig selv for ’the dark wave douchess’ og ’first lady of Awful Records’, og de småsyrede beskrivelser er da også det tætteste, man kommer på at kunne putte Abra i en prædefineret kasse. Med et komplet DIY-setup kun bestående af en laptop – sidste års glimrende og oversete debutalbum ’Rose’ blev ligesådan indspillet udelukkende på Abras computer i et klædeskab hos forældrene i Atlanta – formåede det unge, amerikanske multitalent at fremføre en minimal klubkoncert, der osede af ligeså meget coolness som en svedig r’n’b-koncert.
Dyrkelsen af både den elektroniske klubmusiks repetition, 80’er-agtige, lo-fi r’n’b-beats, tung bas og en sexet, nærmest diva-agtig stemmeføring lød fantastisk på ’Roses’ og ’No Chill’ og kunne minde om en mere poppet, hook-orienteret version af Kelela.
Generelt viste Abra sig som en særegen og gennemsej pioner for kvindelige musikere, der ikke behøver mænd til at producere deres beats, men som selvsikkert kan trykke play på sin computer som en anden Kanye og levere et show, der var ligeså gennemført som en dyrt produceret r’n’b-koncert – uden sexede dansemoves og andre kedelige kvindestereotyper, men en naturlig selvsikkerhed i, at Abra tydeligvis kan og vil selv, og som resultat er et af de mest interessant, nye navne at følge i øjeblikket. For at understrege gør-det selv-mentaliteten fungerede Abra desuden som yderst kompetent dj, da Awful Records-makkeren Father indtog scenen samme aften med sin alternative Atlanta-rap – hvem sagde sej?
2. Gaika – overrumplede med maskinelle beats og intens London-grime
Der var noget frygtløst og nærmest militant over Gaika, da den ofte maskeklædte grimerapper overmandede Red Bull Music Academy-scenen sent fredag aften. Ligesom på sidste års debut-mixtape med den sigende titel ’Machine’, var det den maskinelle, intenst elektroniske lyd, der gennemsyrede Gaikas liveudtryk. Setuppet var klassisk hiphopshow – Gaika alene i front med en dj som hypeman i baggrunden.
Især fungerede den onde, mareridtsagtige ’Heco’ og debutsinglen ’Blasphemer’s trøstesløse, melankolske hood-fortælling godt live, men til tider overstrålede de tonstunge, skudsalvelydende beats næsten Gaika som rapper, trods britens speedhurtige og dancehall-influerede flow. Samlet set var Gaika dog et virkelig interessant destillat af alt det, der sker i London – og på hiphopscenen generelt – lige nu, hvor de maskinelle beats, genresammensmeltninger og grimen regerer som aldrig før.
3. Kwamie Liv – en opvisning i det intimt akustiske og episk poppede
Kwamie Liv havde lørdag aften fået tildelt det intime spillested Gamla, som aftenens optræden taget i betragtning fungerede optimalt i forhold til fredagens koncert på den åbne, lettere overvældende, Centrum Scene. For lige så storslået, Kwamie Liv kan være, lige så afdæmpet var en stor del af aftenens koncert, der blev en opvisning i et par nye retninger for den dansk/zambiske sangerinde.
Koncerten lagde ud med en akustisk fremførelse af ’Higher’, hvor nummerets storladenhed fra studieindspilningen var skruet ned til intim, og virkelig smuk, minimalisme, ligesom den nye ’Perfect Grace’ fortsatte den simple og lettere akustiske stil. Et andet nummer fra sangerindens kommende ep kørte i samme elektroniske, nattetågede stil som debutsinglen ’5 am’, mens hun i settets afslutning skruede op for energien og fremførte ’Comin Thru’ med en flok gamle skoleveninder som baggrundsdansere samt et spritnyt, episk popnummer med et virkelig solidt omkvæd, hvor der var en del mere smæk på Baby Dukas beats og livetrommerne. Om Kwamie Liv på den kommende ep ‘Fame Bear’ vil forføre med sin smukke, følte vokal eller opildne til dans med sin poppede storladenhed bliver interessant at se.
4. First Hate – dybt original dansefest
På en af Oslos små klubber, Verkstedet, gav den danske duo torsdag aften en sen opvisning i deres både drømmende og hårdtpumpede, elektroniske univers. Joakim Damsgaard og Anton Falck Gansted holdt setuppet helt simpelt – Joakim bag knapperne og Anton i front – men den minimale opstilling fungerede glimrende til en sen klubkoncert.
Her var der i stedet skruet op for dansevenligheden på den lille, tætpakkede bar, hvor numre som ’Girls in the Club’, ’Funny Urge’ og ’White Heron’ og ’Trojan Horse’ fra den fine, nye ep ’Mind of Gemini’ brillerede med insisterende beats og ikke mindst den virkelig cool, dansende frontmand, hvis dybe vokal holdt sig kraftfuld og imponerende koncerten igennem. Det var i høj grad med til at bære showet – ikke blot som en elektronisk dansefest, men en egentlig koncert, hvor First Hate viste deres værd som et dybt originalt, ungt band, der mestrer både festen og de gode melodier.
5. + 6. Cherrie og Madi Banja – fremtiden for svensk rap og r’n’b
Den svenske hiphop-scene er både mindre mandsdomineret og mere flersidig end den danske og norske, og til by:Larm kunne man opleve to af Sveriges mest fascinerende nye stemmer: Madi Banja og Cherrie.
Svensk-somaliske Cherrie står bag hittet ’Tabanja’, en rå ghettofortælling, der er klage- og sejrssang på samme tid, samt et scenestjælende gæstevers på sidste års ’Höru Mej Bae (Remix)’ – et magtdemonstrations-track af en række af Sveriges hårdeste kvindelige rappere som Silvana Imam og Mapei. Men Cherries optræden på Gamla-scenen i Oslo var ikke en betonhård gaderap-fest, men bød også på forførende r’n’b i bedste Aaliyah-stil og sågar et par akustiske ballader. De forskelligartede udtryk virkede, og især et endnu ikke udgivet samarbejde med grimestjernen Stormzy lød allerede som en ørehænger. Og til sidst fik vi så også ’Tabanja’, hvor alle kunne gå grassat og smide pistolhænderne i vejret.
Madi Banja havde ingen genremæssige overraskelser med – her var det helt enkelt koncertens høje niveau og intensitet, der fik folk til at løfte øjenbrynene. For rapperen/sangeren (der stolt fastslog, at han kom »från Stockholm – och Gambia«) lyder lidt som en afrikansk-lænende Future, med den forskel, at hans vokal ikke er autotunet og overproduceret, men så rå og upoleret, at det er svært at tro, der ikke er vokaleffekter i brug. Det er ekstremt sjældent at opleve den slags sang-rap fungere godt live, men da den charmerende Madi Banja lukkede Red Bull-scenen torsdag aften var det svært at se et ansigt gå derfra uden et smil på læberne.
Cherrie og Madi Banja-koncerterne var vidt forskellige, men kunstnerne havde det tilfælles, at deres musik var personlig, frygtløs og fundamentalt anderledes end noget andet hiphop på festivalprogrammet – eller nogen andre steder for den sags skyld.
7. M.I.L.K. – gennemcharmerende, tight og funky
Fra første sekund, Emil Wilk og hans fire kumpaner i musikerkollektivet M.I.L.K. trådte ind på scenen på den lille cocktailbar Internasjonalen, var man for en stund transporteret væk fra det snedækkede Oslo til en caribisk ferieø. Bandets ekstremt behagelige, smooth og lettere funky soulpop fungerede fantastisk live takket være det dygtige og virkelig tight band.
Der sad ikke en tone forkert, og især var der noget virkelig oldschool og charmerende over at se de fem unge mænd i en klassisk bandopstilling med saxofon, guitar, bas, trommer og keys – ingen dikkedarer eller stilmæssige krumspring, bare gennemført vellyd. ’If We Want To’ lød nærmest som en mere upbeat, mindre syret Connan Mockasin, mens andre numre blev beskrevet af den konstant dansende frontmand som »sommersange« og »dansemusik«, hvor fine vokalharmonier og en solmættet varme gennemstrømmede udtrykket. Forhåbentlig lander en egentlig udgivelse fra M.I.L.K. i tide til sommeren.
8. Liss – en flyvefærdig succes
Når adskillige branchefolk blandt publikum begejstret udbryder »de er jo det perfekte band!« under fredag aftens koncert på Gamla, er der altså noget om snakken. Liss’ hype var i hvert fald løbet det unge band i forkøbet på det totalt tætpakkede spillested, hvor gruppen endnu engang beviste, at deres unikke styrke ligger i deres totalt friske tilgang til deres forkærlighed til forældrenes pladesamling – de 19-20-årige aarhusianere lyder ganske enkelt som fremtiden ved at låne det bedste fra fortiden.
Ligesom bandet beviste ved deres nylige koncert på Jazzhouse, ligger styrken især i firekløverets tætte sammenspil, hvor der både er plads til de ømme stunder og de virkelig funky og danseinducerende numre, såsom afslutningsnummeret ’Try’ og et eminent, nyt nummer med det vildt ørehængende, koklokke-tunge omkvæd »Why can’t you see we’re moving miles apart?«, hvor Søren Holm endnu engang viste sig som en selvsikker og charmerende frontmand med fuld kontrol over vokalen. Liss vil uden tvivl tage sig god tid med deres første udgivelse på XL Recordings, men at dømme ud fra deres nye materiale er bandet mere end flyveklare til at indtage musikverdenen. Hurtigt, tak.
Læs interview: Udlandet kalder Liss: »Tænk, at der er folk i Japan, der gider at købe vores musik«