Spot Festival: Masasolo imponerede med bare ét nummer udgivet officielt

Masasolos optrædener på Spot og snart også Roskilde Festival bærer vidnesbyrd om, at det sommetider går rigtigt stærkt. For det er blot få måneder siden, at Morten Søgaard uploadede en håndfuld sange under eget navn til Karrierekanonen, for derefter hastigt at udgive én af dem som single under Masasolo-navnet gennem det Bodebrixen-anførte selskab Antiphonics.

Men selv om koncerten på Sway, som var en del af det digitale indie-musikorgan Phonofiles dayparty, kun var Masasolos foreløbig anden (!), var der ingen slinger i valsen: Søgaard og hans tre bandkammerater – alle forholdsvist garvede kort fra indie-miljøet med baggrunde hos f.eks. Vampire Blow, Striving Vines, Darling Don’t Dance, Among Relatives, Freja Loeb m.fl. – leverede varen selvsikkert på seks numre og 25 minutters spilletid.

Firkløveret kunne mere end rigeligt løfte den lækre, og mere end bare lidt Tame Impala-inspirerede lyd, Masasolo gør sig i. For de af jer, der kun har lagt ører til den førnævnte ellers så ørehængende radiolus ‘I Really Thought She Loved Me’, kan det måske give lidt sommerfugle i maven at høre, at et par andre numre som den groovy og florlet duvende ‘How It Feels’ og den småepiske set-lukker ‘My Medicine’ snildt både mere end forløser potentialet og overtrumfer singleforløberen.

Den største sten i skoen kan man ikke klandre bandet for, men snarere Sways åbenlyse utilstrækkeligheder som spillested. Trods mere end ti år på bagen har den lille punkbar stadig ikke fået revet køkkeninventaret fra en grillsnask, der tidligere har huseret i lokalerne, ned, og det er kun lige med nød og næppe, at der kan skohornes et trommesæt ind mellem de fliseklædte vægge. Mixerpulten boede i en kuffert og lyden var ulden og grødet med især Søgaards vokaler som en stor ligtorn. Det forhindrede dog ikke Masasolos showcase i at føles som et lille fund i det myldrende Spot Festival-program.

Læs også: Status: Fire højdepunkter på Spot Festival – og ét stort minus