Black Sabbath på Copenhell: En magtdemonstration med tilgivelige fejl

»Det her er større end stort!«

Således sagde en i publikum (min egen mor), da Black Sabbath lørdag aften var med til at lukke Copenhell.

Og det var rigtigt.

Det var større end stort, da moderbandet til heavy metal gik på kl. 23.00 sharp på festivalens største scene, Helviti. Metalgenren står i så stor en arv til Black Sabbath, at det knap nok kan beskrives, og derfor var det mere end oplagt, at bandet skulle spille sin absolut sidste koncert i Danmark på Copenhell.

Skyerne havde trukket sig sammen, og vejrudsigten var ikke mild kort før koncertstart. Men det var ikke vejrguderne, der skulle tordne ud over festivalpladsen. Det var tværtimod metalguderne i Black Sabbath.

Den nuværende tour, passende navngivet ’The End’, er det sidste stop for de aldrende herrer. For tre år siden spillede de et solidt show i et overvarmt Forum efter udgivelsen af reunion-albummet ’13’, men denne aften var setlisten blottet for nyere numre. Vi fik derimod en hitparade af sange, der primært var hentet fra de første fire album fra årene 1970-1972. Album, der alle var med til at forme heavy metal, som vi kender den i dag.

Med dommedagsklokker og tordenbrag (som altså var båndede) startede den doomy titelsang ’Black Sabbath’ koncerten med et brag. Den ukuelige guitarist og såkaldte riffmaster Tony Iommi spillede herefter det ene legendariske riff efter det andet, mens han så ulasteligt cool ud i læderjakke og med kors om halsen. Bassist Geezer Butler var hele vejen igennem en sikker rygdækning, der understøttede tyngden i bandets lydbillede, og Tommy Clufetos, erstatningen for den oprindelige trommeslager Bill Ward, leverede en groovy bund, der ikke afveg for meget fra originalindspilningerne.

At forsanger Ozzy Osbourne overhovedet kan stå op i dag er et mirakel i sig selv. Bandets og hans eget berygtede (tidligere) stofforbrug ironiserede han over ved introduktionen til ’Snowblind’, en sang om netop kokainmisbrug. »That was when we were young and stupid, now we’re just old and stupid!«, sagde han, mens han begejstret sang »cocaine!« i sangens mellemstykke.

Ozzy er måske gammel, men decideret dum var han nu ikke. Til gengæld var han til tider ufrivilligt komisk. Hvor der i krogene havde været snak om, at andre hovednavne (såsom Alice Cooper) måske havde benyttet sig af playback, så var man ikke et øjeblik i tvivl om, at mikrofonen hos Ozzy var tændt. Han sang falsk under store dele af koncerten (især under klassikeren ’Into the Void’), klappede på et og tre og sagde konstant »we love you all«. Og selv om det er et sympatisk budskab, og vi tror på det, så mister det også lidt sin betydning efter at være blevet gentaget flere gange i samme nummer.

Den slags fejltrin bliver dog til småting, når man har et bagkatalog, som Black Sabbath har, og aftenens setliste understregede blot en anden omstændighed: At de bedste fællessange opstår, når bandet ikke selv opfordrer til det.

Hvor nok så mange andre ihærdigt forsøger at få gang i publikumsskråleriet, skulle Iommi ikke gøre andet end at spille sine riff, før folk sang med. Det store slutstykke i ’War Pigs’ og i særdeleshed hymnen ’Iron Man’ var lige netop de samlingspunkter, som Copenhell har brug for.

En lidt for lang trommesolo og en lettere slatten version af det ellers glimrende nummer ’Dirty Women’ lagde en lille dæmper på koncerten, men ellers var det en magtdemonstration fra start til slut. Det var heavy metals moderband, der sagde tak og farvel 46 (!) år efter debutalbummet.

De 90 minutter i Black Sabbaths selskab var de bedste på hele festivalen. Det var på mange måder præcis, som man havde forventet og præcis, som det skulle være. Det var nemlig større end stort.