Klumben har udviklet og forfinet sin stil til noget nær perfektion

5 6
Klumben har udviklet og forfinet sin stil til noget nær perfektion

Fire-fem år er gået siden Klumben bragede ud fra Nørrebros undergrund og sammen med Raske Penge fik både bedstemødre og småbørn til at synge med på sangen om hashhovedernes yndlingssodavand. Nu er han tilbage med den første længere udgivelse siden debut-ep’en fra 2012, og ligesom med ’Fra Klumben til pladen’ er der kun tale om syv numre. Men, hvilke syv numre!

Det er egentlig sjovt, at Klumben på ’Ved det ikk’ synger »fuck hva folk siger / om de syns’ jeg gået pop«. For er der noget, der kendetegner hans nye ep, er det, at han i den grad er gået all in på alt, hvad den digitale dancehall har at byde på. At han så er benået fra naturens side med et stort talent for den øjeblikkeligt fængende melodi kan sikkert godt fortolkes af nogen som det at ’gå pop’, men så må man lige tage og lytte ordentlig efter, hvad der foregår på ’2’. Ep’en damper og oser nemlig af dyb reggae-forståelse, og der er ikke ét moment på de syv numre, som ikke fortjener at være der.

Allerede på åbneren ’Mors dreng’ står det klart, at Klumben har udviklet sig enormt, når det gælder den tekniske side af hans sangtalent. Hvor han tidligere har haft en tendens til at dyrke en monoton og nærmest meditativ toaster-stil, er der nu kommer meget mere melodisk svung på verse-fødderne. Gang på gang udviser han en teknik, der må give Bikstoks Blæs Bukki noget at arbejde på, hvis han stadig vil kunne bryste sig af titlen som dansk dancehalls bedste crooner.

Og så er Klumben blevet historiefortæller. ’Cliff’ er en tragikomisk beretning fra samfundets skyggeside, der må få John Mogensen til at boppe hovedet saligt fra sin grav. Politisk har han altid været, men på Raske Penge-samarbejdet ’Hash’ bliver der suget ekstra hårdt i bongen, og det nummer blive den nye slagsang for alle, der vil legalisere hash i Danmark.

Rent musikalsk bevæger de fleste af numrene sig i den tilbagelænede, dubbede ende af den digitale dancehall med flere genkendelige riddims og basgange som holdepunkt. To gange bliver formlen dog brudt: ’Sprød tøs’ er et nærmest jungle-inspireret track, der øjeblikkeligt får pulsen til at stige, mens ’Høj 5’er’ lyder som Højer Øye og bliver gæstet af en ukendt, men fænomenalt rappende JJ.

Sådan kunne man blive ved med at fremhæve stærke detaljer ved hvert af ep’ens numre. Den eneste anke man egentlig kan have er, at pladen ikke er længere. Men stor respekt for kun at udgive tracks, der holder 100 procent.


Kort sagt:
Klumben har udviklet og forfinet sin stil til noget nær perfektion i de fire år, der er gået siden debut-ep’en ‘Fra Klumben til pladen’. Den nye ep damper og oser af dyb reggae-forståelse, og der er ikke ét moment på de syv numre, som ikke fortjener at være der.

Klumben. '2'. Ep. ArtPeople.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af