Bruce Springsteen i Horsens: Bossen strejfede smerten, men foretrak fælleskabssuset

Bruce Springsteen i Horsens: Bossen strejfede smerten, men foretrak fælleskabssuset
Fra Bruce Springsteens koncert i Paris sidste uge. (Foto: Manu Wino (fra Springsteens hjemmeside))

Når man skal godtgøre for attraktionen ved at se Bruce Springsteen live – den måske mest elskelige, for ikke at sige folkelige – af rockens store legender, står klicheerne i kø. Der er dømt fællesskabsbrusende fest med ikke så få populistiske anstrøg, når Bossen pisker op under sit publikum i over 200 minutter på simultant stramt planlagt og spontant eksekveret vis.

Koncerten i Horsens lagde fra land med et venstresving, der ved nærmere eftertanke ikke var helt uventet, men dog et korrektiv til klicheen: Et cover af electro-punk-pionererne Suicides ’Dream Baby Dream’ som en hyldest til den netop afdøde frontfigur Alan Vega, som Springsteen også tidligere har hyldet som en stor inspirationskilde. Sangens monotone, droneagtige orgelfigur fungerede som en slags vejrhane for at vejre stemningen og få indstillet lyden.

Herefter rullede Springsteen og The E-Street Band adskillige esser ud af ærmet i en nærmest aggressivt inviterende hitparade: ’The Promised Land’, ’Badlands’, ’No Surrender’.

Desværre var der temmelig store problemer med lyden, ikke af Parken-agtige dimensioner, men nok til, at de fleste af ordene forsvandt som mudrede radiosignaler ud i æteren uden at sætte sig tydelige aftryk. Steven Van Zandts korsang druknede aldeles i diskant, som var han en for hårdt optrukket metallisk krage.

Lyden blev bedre undervejs, men det taler ikke til Springsteens fordel, at han insisterer på at begrave de fleste tilløb til musikalske nuancer under en massiv mur af lyd. Kontrasten var faktisk slående i de få sange, hvor der blev givet plads til instrument og stemme, herunder en meget fin akustisk soloversion af ’Thunder Road’, der udgjorde koncertens endelige punktum kvart i midnat.

Langt overvejende serverede Bossen og hans kumpaner veloplagte versioner af de mere celebrerende bidrag til den amerikanske sangskat, som han excellerede i på ’The River’ og ’Born in the USA’, to album der for alvor cementerede hans status som mainstream-superstjerne. Sange fra de to album udgjorde godt 40% af sætlisten, og selvom de indeholder nogle af Bossens bedste, mest medrivende sange – sange, hvor han hylder amerikanske blue-collar-værdier med skrål-med-omkvæd som fællesnævner – så er det heller ikke tilfældigt, at den tids republikanske koldkrigere omfavnede (men misforstod!) deres ståsted. Der er forholdsvis langt fra boogie-spændte jukebox-hits som ’Sherry Darling’ og ’Hungry Heart’ til fx den ubærligt sørgelige far-søn-skildring ’Independence Day’, som Springsteen leverede med intens stemmeføring og med en længere og tilsyneladende improviseret spoken word-intro.

Sagen er den, at Springsteen i sjældent grad formår at bygge bro over de musikalske kontraster, der lever og ånder som et spejl (formoder man) af hans egen personlighed. Han er i øjenhøjde med sit publikum, både når han leverer sjælerystende introspektion, og når han ruller sine benzindrevne oder til den horisontale frelse på de amerikanske highways ud, som var de lykkepiller eller støddæmpere fra lillebyens søvnige konformitet. Den amerikanske drøm fører både til en følelse af lede og depression og til vækkelse og optimisme, og Springsteen indfanger denne dualitet. Han dulmer smertepunkterne ved at massere dem, men han opkvikker hellere ved at pege på de muligheder, der ligger i at gribe sine chancer og være glad for de gaver, man får med sig.

Det kammer til tider over: Der gik lige lovlig meget karaoke i coverversioner af Chuck Berry-, Elvis- og Isley Brothers-sange, men også her er Bossen så godt som dækket ind: Han indsamler skilte med opfordringer fra publikum, og vælger så ud fra den bunke. Det er en sympatisk gestus, som det er svært at hidse sig op over.

Koncerten arbejdede sig efterhånden gennem ikke så få højdepunkter. En saftspændt ’Cover Me’ med skærebrændersolo fra Springsteen selv, den effektive parring af rock og irsk folkemusik på den nyere ’Death to My Hometown’, den simrende orgel-lighter-ballade ’I’m On Fire’, der på mange måder står tilbage som en af hans mest stildannende (og derfor visionære) sange, hvor Max Weinbergs trommespil udgjorde en kongenial replika af en analog trommemaskine anno 1983 (!).

Det var ligeledes skønt at blive diverteret med ’Because the Night’, hvor Nils Lofgren dansede rundt på scenen som en dervish og på den måde fik manet noget af Patti Smith-udgavens shamanistiske potentialer frem i en ellers mere målrettet versionering. ’The Rising’ fik (grundet sydende synths) en tummelumsk snarere end ensrettet tyngde, hvilket klædte den, og ’Land of Hope and Dreams’ dansede frem på en dejlig adræt basgang. Outroen teasede en overgang til ’People Get Ready’ som aldrig helt manifesterede sig, men slægtskabet de to sange imellem er under alle omstændigheder oplagt.

Ekstranumrene bød på ’Born to Run’, ’Born in the USA’ og ’Dancing in the Dark’, hvor publikummer blev inviteret på scenen, men også venligt gennet ud igen, så snart sangen var ovre. Og så er vi for så vidt tilbage ved det med klicheerne: For det føles mættende på en måde, der for eventuelle purister kan tendere det kvalmende, at skulle sluge tre så store sange oven på hinanden – leveret med den fordring om katarsis, der er en del af livekoncertens raison d’etre.

Hvordan kommer man længere op, når man allerede står med udstrakte arme og skriger mod himlen? Bruce Springsteen synes ikke at bekymre sig om den slags. Han gør det, han gør, og han gør det med tæft, charme og en ikke ubetydelig tillid til egne evner.

Så mangler vi bare, at den tiljublede kapelmester udviser en større grad af vilje til at underlægge sig stadionrockkoncertens lunefulde elskerinde: lyden.

Bruce Springsteen. Koncert. Casa Arena.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af