Interview med Alex Turner: Rockstjernen er ikke død

Rapperne har for længst overtaget tronen som musikkens frække drenge. Det forhindrer heldigvis ikke englænderen i at holde liv i myten om sex, drugs og rock’n’roll med attitude for to, pomadehår og Gucci-loafers.
Interview med Alex Turner: Rockstjernen er ikke død

En Ennio Morricone-klingende guitarmelodi fører an, imens glamourøse, stemningsfyldte strygere kærtegner lydbilledet over de beslutsomme trommer. Singlen ‘Aviation’ fra The Last Shadow Puppets’ nye album har et filmisk bredformat, der er blevet duoens signaturlyd, og det var også netop den sang, der gav Alex Turner og Miles Kane appetit på at udgive noget sammen igen efter næsten otte års pause.

De to musikere og venner var egentlig i færd med at skrive sange til et Miles Kane-soloalbum, da noget pludselig vækkede en følelse, som makkerparret ikke havde haft siden deres fælles debutalbum, ‘The Age of the Understatement’.

»Der er et øjeblik i den sang hen imod slutningen, hvor vi synger, »the colourama in your eyes, it takes me on a moonlight drive«. Vi sang den linje i harmoni, og der var noget, der fik os til at indse, at det var på tide at lave et nyt The Last Shadow Puppets-album. Sangen og dramaet i den har en bredformatskvalitet, som det første album også havde«, fortæller Alex Turner i telefonen fra London.

Jeg har audiens med den 30-årige englænder, der har taget et frikvarter fra rollen som frontmand i Arctic Monkeys i forbindelse med udgivelsen af det andet album med Kane, ‘Everything You’ve Come to Expect’.

Turner er i dag noget nær en institution inden for moderne rockmusik. Som få andre på scenen har han de seneste par år taget en rockstjernepersona på sig, der mimer noget ikonisk og nostalgiomgærdet – fra det Elvis-inspirerede, velfriserede pomadehår og de blankpolerede støvler til den pågående, provokerende attitude. Og så besidder han en ekstremt veludviklet evne til at skrive rocksange med en substans, friskhed og et format, der har gjort flere af dem til nyklassikere. Med Arctic Monkeys, men også på egen hånd. Og så altså sammen med den tidligere The Rascals-frontmand Miles Kane i deres fælles sideprojekt.

Turner beskriver, hvordan ‘Aviation’ ikke blot klingede af noget velkendt, men også markerede en ny retning for duoen.

»Lyden har en glitrende kvalitet, som ikke var der før. Den glimter lidt mere end på den første plade. Den har blødere kanter. Jeg tror, det var det, jeg fornemmede i ‘Aviation’, og det er noget, jeg har udforsket igennem resten af pladen, og som når et klimaks på ‘Everything You’ve Come to Expect’ (titelnummeret, red.)«, siger han og fortsætter: »Det giver ingen mening, Marie, undskyld. Er vi på bølgelængde, nogenlunde?«

Han taler langsomt, med en ubestemmelig dialekt, og kommentaren er meget sigende for hans umiddelbart høflige, men også selvbevidste og lidt flirtende facon under hele interviewet. Jeg er næsten glad for, at hans brune øjne ikke kan sætte trumf på igennem telefonforbindelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På jagt efter uskylden

Men jeg er med på, hvad Alex Turner mener. Det tilbagelænede titelnummer emmer med sin barokt klimprende cembalo, smægtende strygerarrangement og gådefulde, billedskabende tekstunivers af dekadent nostalgi.

Med The Last Shadow Puppets synes han for alvor at folde sine glamourøse tilbøjeligheder ud – i den stort orkestrerede lyd såvel som i videoen til ‘Aviation’, hvor en skurk klædt i hvidt jakkesæt lader Turner og Kane bogstaveligt talt grave deres egen grav i sandet på en solbeskinnet strand i Malibu, som befandt vi os i en gangsterfilm fra 60’ernes USA.

Videoens idylliske location har også dannet ramme for indspilningerne af det nye album. Mens debutalbummet blev indspillet på et landsted i Frankrig, på hvad der ifølge Turner var som en bekymringsløs ferie med gode venner, blev de nye sange undfanget i Shangri La Studios i Malibu med to anderledes voksne og ansvarsbevidste musikere som fødselshjælpere.

For ni år, tre Arctic Monkeys-album og et soloalbum har passeret, siden Turner og Kane som 21-årige forenede business og pleasure under arbejdet på ‘The Age of the Understatement’.

»Vi har mistet den uskyldighed og naivitet, som prægede vores tilgang til den første plade. Jeg har nok brugt mere tid på at tænke over tingene, og det kan blive en negativ ting, hvis du lader det løbe løbsk. Jeg har prøvet gribe den nye plade an med den samme form for bekymringsløse stil-få-spørgsmål-attitude, men, som du siger, er jeg en ældre mand nu, og det betyder, at man bruger meget tid på at tænke en ekstra gang over alting«, siger Turner.

Er det ikke svært at forcere den bekymringsløshed?
»En af de ting, der var særlige ved den første plade, var, at vi ikke stillede seriøse spørgsmål i løbet af skriveprocessen. Vi nød bare hinandens selskab, og vi var bare begejstrede over at lave en plade, der havde den her Morricone-lyd. Alle de ting, der først virkede mærkelige, lod vi bare ske«, siger Turner og pointerer, at det faktum, at The Last Shadow Puppets er et sideprojekt, har hjulpet den afslappede tilgang på vej denne gang.

Duoens tilbageskuende, detaljerige udtryk ligger milevidt fra den rendestensrock, Turner brød igennem med i 2006 sammen med Arctic Monkeys. Den både sprudlende og stramme debut, ‘Whatever They Say I Am, That’s What I’m Not’, positionerede dengang Sheffield-bandet som et af de mest lovende og interessante på den engelske rockscene og den 20-årige Turner som et uomgængeligt sangskrivertalent.

Albummet blev den hurtigst sælgende rockdebut i engelsk musikhistorie, og hypen var overvældende. Den nyudklækkede rockstjerne og frontmand lignede imidlertid mest af alt en fyr, der stadig havde det ene ben plantet i puberteten med sin usoignerede udstråling, tilfældige frisure og anonyme uniform bestående af hættetrøje og jeans. Fokus var på musikken, og her fremstod Turner som alt andet end anonym. Arven fra The Clash, Oasis og The Libertines lyste i de energiske, arbejderromantiske sange, hvor frontmandens tekster spiddede både borgerskabet og hans unge ligesindede i det engelske natteliv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Forført af Los Angeles

På sangen ‘Fake Tales of San Francisco’ fra debutalbummet gik den unge Turner skarptseende i kødet på de af sine kolleger på den engelske rockscene, der dyrkede amerikansk ikonografi på gennemskuelig, selvindbildsk vis.

»You’re not from New York City, you’re from Rotterdam, so get off the bandwagon, and put down the handbook«, vrænger han i en passage i sangen med en insisteren på og en forherligelse af autenticitet, der måske er typisk for en purung, uprøvet musiker, som er landet i rampelyset direkte fra øvelokalet og stadig har uskylden og de sunde værdier i behold.

I hvert fald har Alex Turner i dag, ti år senere, taget den amerikanske rockikonografi til sig på en måde, der gennemsyrer alle aspekter af hans persona. Transformationen blev slået an allerede i 2009. Efter et par vilde år med massiv succes, snøvlende, akavede takketaler til awardshows og formentlig masser af gratis sprut på daglig basis, skiftede Arctic Monkeys midlertidigt location og indspillede deres tredje album, ‘Humbug’, i Josh Hommes studie i Mojaveørkenen i Californien.

Queens of the Stone Age-frontmandens aftryk resulterede i en mere støvet og stenet lyd, der markerede det første skridt væk fra bandets ærkebritiske udtryk. Homme og Turner blev gode venner, og herefter begyndte højden på Turners hår og størrelse på hans overarme at vokse i takt med både ambitioner og ego.

I 2012 begyndte han at gå i de samme westernskjorter som sin amerikanske mentor og droppede Liam Gallagher-håret til fordel for den famøse pomadefrisure. Den endegyldige konsekvens af West Coast-fascinationen indtraf, da han for tre år siden flyttede til Los Angeles. Han beskriver selv afskeden med London som resultatet af en falmet forelskelse.

»Du kan ikke nødvendigvis sige hvorfor. Det er bare en følelse, du får, og du undertrykker den i en periode, indtil du ikke længere kan og er nødt til at handle på den. Det er meget sådan, det er, med det her scenario. Jeg følte mig bare godt tilpas her«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Cool eller påtaget

Turner pointerer, at han stadig føler sig meget knyttet til England og stadig går til tandlægen i barndomsbyen Sheffield. Men transformationen fra skarptseende, men umoden arbejderpoet med en undseelig påklædning til glamourøs fuldblodsrockstjerne i figursyet jakkesæt og Gucci-loafers er ikke til at komme udenom. Alex Turner ser dyr ud. Og hans mildt sagt arrogante attitude i offentligheden lugter også af en berømmelse, der bliver større og større, og en bankkonto, hvor pladsen er trang.

Det er bedst eksemplificeret ved musikerens famøse takketale til Brit Awards i 2014, hvor han først med indstuderet distance filosoferede over rock’n’roll-musikkens udødelighed og dernæst beseglede den ved at slippe mikrofonen halvanden meter over gulvet med kommentaren: »Invoice me for the microphone if you wanna«.

Hans persona kan fremstå cool eller påtaget og irriterende alt efter øjnene, der ser. Men modsat de selvindbildske rockbands, han sendte en svada efter i ‘Fake Tales of San Francisco’, har han unægteligt noget at have attituden i. Arctic Monkeys’ seneste album, ‘AM’ fra 2013, fortsatte flirten med den amerikanske musiktradition i form af r’n’b- og americana-referencer og var med sine solide sange en cementering af kvartettens position som et af vor tids få store rockbands.

Og der er noget stærkt forførende ved en rockstjerne som Alex Turner, der ufortrødent dyrker myten fuldt ud. Især i musiklandskabet anno 2016, hvor de store, ikoniske rockstjerner synes at blive færre og færre, udkonkurreret på både attitude og musikalsk vildskab af hiphoppionerer som Kanye West og Kendrick Lamar.

Skredet er senest kommet til udtryk under den årlige indlemmelse af nye medlemmer i Rock and Roll Hall of Fame i midten af april, hvor den innovative hiphopgruppe N.W.A scorede en plads i rocklegendearkivet side om side med veteraner som The Velvet Underground, Led Zeppelin og David Bowie. Rockmusikeren er ikke længere den frækkeste dreng i klassen.

Turners intellekt taget i betragtning, er han højst sandsynligt bevidst om sin egen rockstjernepersona og den transformation, han har gennemgået de seneste år, men han er ikke ivrig efter at sætte ord på den.

»Jeg tror, at man til en vis grad altid har en persona i populærmusik«, funderer han. »Der er et element af, at du træder ind i en karakter, fra det øjeblik du går på scenen for første gang. Hvis du ser på gamle billeder af Arctic Monkeys fra for ti år siden, har vi stadig en form for uniform på, selv om det ikke er en læderjakke«.

Da jeg spørger, om han savner flere rockstjerner med balls and attitude som ham selv, reagerer han med en rungende, forløsende latter.

»Hahahahahaha. Jeg er glad for, at du ser sådan på mig«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men rapperne har overtaget rockmusikernes vildskab og attitude. Hvad synes du om den udvikling?

»Helt klart, det er meget muligt. Når du bruger termen rockstjerne nu, betyder det ikke nødvendigvis, at du skal holde en guitar. Jeg tror, det når ud over det i dag. Selv fucking snowboardere kan blive beskrevet som rockstjerner«.

Den vinkel burde Turner måske præsentere for Kiss-grundlæggeren Gene Simmons, der offentligt har raset over indlemmelsen af hiphopkunstnere i Rock and Roll Hall of Fame.

Føles oprigtigt

Alex Turner insisterer på, at han ikke bruger særlig meget tid på at betragte sig selv som en rockstjerne, men han medgiver, at hans opførsel på scenen har ændret sig de seneste par år. I dag er han ikke låst bag mikrofonen med sin Stratocaster på brystet, men kan finde på at vandre omkring på scenen med armene i vejret på Nick Cave-agtig manér eller sætte vokalen på pause for at frisere håret. Og han adresserer sit publikum med både andægtig tavshed og flirtende kommentarer. Selv om sådan en opførsel nærmer sig en performance i ordets bogstaveligste forstand, mener Turner ikke, at hans opførsel er indstuderet.

»Jeg øver mig ikke foran spejlet eller noget. Meget af tiden føles det oprigtigt. Måske er jeg på det sidste blevet mere selvsikker og tilpas med ideen om at lukke alle de ting ude. De bukser, du har på, eller den måde, du sparker med benet på scenen eller skriver dine sange på, er alle en form for udtryk. De behøver ikke at flugte med hinanden«, siger han.

»Jeg har det nok bedre i min egen krop i dag end for ti år siden, men sådan tror jeg, de fleste mennesker har det. Ærlig talt har jeg ikke været på scenen i over et år lige nu. Jeg skal på scenen igen i næste uge, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg kommer til at opføre mig«.

Turners transformation er på mange måder historien om et uskyldstab. Den autenticitet, som han søgte i sine unge dage med Arctic Monkeys, er skrottet til fordel for myten om sex, drugs og rock’n’roll, den guddommeligt udseende rockstjerne, der ikke giver en fuck. Men måske handler hans gradvise hamskifte også om at iføre sig et panser, og det er svært at klandre en så medieombejlet musiker for at gøre netop det. Så længe panseret er så gennemført og sangene så robuste som Alex Turners, skal der ikke lyde nogen indvendinger herfra.

Interviewet blev bragt første gang i Soundvenue #99.

Læs også: Pop som protest – fra The Beatles til Beyoncé

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af